Besparelser rammer misrøgtede børn

Familiens daværende hjem i Serritslev. Foto: TV2/Nord

I morgen, torsdag, starter den såkaldte Serritslev-sag i retten, hvor et forældrepar er tiltalt for gennem en årrække at have vanrøgtet deres sammenbragte børn. Fagfolk frygter lignende sager i fremtiden på grund af besparelser. 

Den såkaldte Serritslevsag involverer ni børn, som har gennemlevet den ene uhyrlighed efter den anden, uden at nogen af de mindst fem kommuner, familien har boet i, greb ind. Og det kan være fordi, det er for dyrt, mener flere organisationer, skriver metroXpress. En ny refusionsmodel er nemlig for alvor i kraft. Modellen betyder, at det er blevet langt dyrere for den enkelte kommune at få et barn anbragt.

- Det er en alvorlig problemstilling, når det er så dyrt for kommunerne, og man kan få den tanke, at det i en sag med så mange børn, er økonomisk uoverskueligt at gribe ind, siger Bettina Post, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, til metroXpress. 

Hun understreger, at nogle kommuner gør det godt, men at andre under besparelser lægger et serviceniveau, der gør det umuligt at give den hjælp, der er behov for. 

Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen frygter, at vi vil se flere sager som den fra Brønderslev i de kommende år.  »Som det er nu, går der for lang tid, før kommunerne griber ind, og det er afgørende, at vi begynder at behandle hele familien med en langt tidligere indsats. Jeg meget bekymret for, om vi vil se en stigning i antallet af lignende sager på grund af kommunernes hårdt pressede økonomi i disse år, siger hun.

Socialordfører for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, deler den bekymring og kalder problemet 'meget alvorligt'.  

- Vi har foreslået i folketinget, at der bliver lavet en anden model, og vi har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan sådan en model skal se ud. Det afgørende er, at det ikke er kommunekassen, der bestemmer i de her sager, siger hun til metroXpress.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord