Bestyrelsen sov i timen

Direktionens vækstdrømme fik lov at knække Ebh Bank, fastslår landets førende ekspert over for Nordjyske.

- Bestyrelsen har også et ansvar for, at det er gået galt for Ebh Bank. Det kræver en stærk bestyrelse og en god intern revision at give direktionen modspil, og det har åbenbart ikke været tilfældet her.

Det siger professor Per H. Hansen fra CBS, Handelshøjskolen i København. Han er ekspert i bankkriser og finansielle kriser og siger, at Fjerritslev-banken har taget alt for store chancer for at få opfyldt vækstdrømme langt ud over det naturlige opland:

- Hvorfor skulle Ebh Bank låne penge ud til Steen Gude fra Stones Invest, som den nu i dens konkurs har tabt 100 millioner kroner på? De store banker har ikke lånt Steen Gude penge. Jeg vil bestemt tro, at bestyrelsen også har kendt det store engagement, siger Per H. Hansen, der mener, at bestyrelsen har sovet i timen.

Kun Ebh bank
Han peger på, at der er andre banker, der ikke er kommet i den situation:

- Det er ikke noget tilfælde, at det er sket for Ebh Bank, som med det store indlånsunderskud har haft brug for likviditet. Og nu har de internationale banker mistet tilliden til Ebh Bank. På grund af den internationale finansielle krise og situationen i USA er de blevet meget opmærksomme på, hvilken stand bankerne er i, og de har smækket kassen i for flere lån til Ebh Bank, der ligger som den har redt, desværre, siger Per H. Hansen til Nordjyske.

Har ikke sovet i timen
Formanden for Ebh Banks bestyrelse, direktør Egon Korsbæk mener ikke, at bestyrelsen har ladet stå til.

- De engagementer, der er indgået, kan jo sagtens have set gode nok ud, da de blev indgået. Men nu er krisen så kommet, og det har alt sammen betydet, at pengeinstitutterne har lukket af for hinanden, og derfor er det ikke muligt at skaffe den likviditet, vi har brug for, forklarer Egon Korsbæk.


Seneste nyt

fra Nordjylland