Betjent sprang i Limfjorden og reddede 24-årig mand

En betjent fra Nordjyllands Politi sprang onsdag morgen i Limfjorden og reddede en 24-årig mand fra at drukne.

En betjent fra Nordjyllands Politi sprang onsdag morgen i Limfjorden og reddede en 24-årig mand fra at drukne.

Politiet havde fået meldinger om, at en mand skulle have sprunget i vandet omkring Slotstorvet i Aalborg. Politiet sendte herefter en patrulje ud til stedet.

- Vi fik en usammenhængende anmeldelse om, at en person ville springe i vandet. Da patruljen nåede frem, kørte de lidt frem og tilbage ved kajkanten. De fik så øje på en person, der lå 15-20 meter fra kajen. Han lå tilsyneladende livløs, siger Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi.

Da politiet fik øje på manden, forsøgte de at skaffe en redningsbåd. Men der ville gå for lang tid, og derfor skyndte en af betjene sig at tage en redningsvest på, inden han hoppede i vandet for at redde den 24-årige mand.

Manden, der blev reddet, er umiddelbart ikke kommet til skade. Han blev kørt til Aalborg Universitetshospital efter redningen.

Det er endnu uvist, hvordan manden endte i Limfjorden.


Seneste nyt

fra Nordjylland