Bevæbnet mand begik røveri i Fakta

Fredag aften blev Fakta i Gistrup udsat for væbnet røveri.

Klokken var lidt over 21 fredag aften, da en røver kom ind i Fakta på Nøvlingvej i Gistrup. Bevæbnet med en køkkenkniv truede han ekspedienten til at udlevere lidt penge og nogle kartoner cigaretter. Udbyttet blev smidt ned i en blå sportstaske, som røveren selv havde taget med ind i butikken.
Efter røveriet stak den unge mand af på en knallert, som blev ført af en anden mand. Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.

Politiet vil gerne have offentlighedens hjælp til at finde de unge mænd.
Røveren, der kom ind i Fakta, beskrives som 20 til 25 år gammel og cirka 170 centimeter høj. Under røveriet bar han sorte bukser, en hvid t-shirt og en sort trøje med hvid ribkant. Desuden havde han dækket sit ansigt med en maske.
Manden, der førte knallerten, har politiet ikke noget signalement af.

Har man oplysninger i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 1-1-4.


Seneste nyt

fra Nordjylland