Biersted-borgere samlede ind: Nu får byen endnu en hjertestarter

På bare 24 timer har borgerne i Biersted samlet ind til et hjertestarterskab.

Fremover kan hjælpen være endnu tættere på for borgere i Biersted. En ny udendørs hjertestarter bliver nemlig snart sat op.

Det er Dennis Møller Jensen, som har vundet hjertestarteren på et førstehjælpsseminar. Egentlig kunne han bare vælge at hænge den op indenfor – men sådan bliver det ikke.

- Både min kæreste og jeg synes, at det er tosset at have sådan en dyr hjertestarter til at være i vores bryggers, siger Dennis Møller Jensen.

quote Jeg synes, det er imponerende. Det viser, at folk støtter op om ting, som kan gavne hele byen.

Dennis Møller Jensen, Biersted

I stedet skal hjertestarteren være til gavn for alle i området. Det kræver dog, at den bliver placeret udenfor i et hjertestarterskab – og sådan et koster 4500 kroner. Dennis Møller Jensen har forsøgt at få fonde til at sponsorere et hjertestarterskab, men uden held.

Fredag lagde han så et opslag ud i en gruppe på Facebook for borgerne i Biersted og spurgte, om der var nogen, der havde idéer til, hvordan man kunne få fat i sådan et skab.

Og så gik det ellers stærkt. Lynhurtigt blev der startet en indsamling - og på 24 timer har byens borgere samlet pengene ind til hjertestarterskabet.

- Jeg synes, det er imponerende. Det viser, at folk støtter op om ting, som kan gavne hele byen. Også folk, som bor i den anden ende af byen, og som muligvis aldrig vil få behov for hjertestarteren, har støttet, siger Dennis Møller Jensen.

I forvejen er der fire hjertestartere i byen. De er dog placeret et stykke fra, hvor Dennis Møller Jensen bor – og dermed vil flere borgere få kortere til en hjertestarter.

- Det er et spørgsmål om minutter

Dennis Møller Jensen arbejder som indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, og har selv brugt en hjertestarter. Han ved derfor alt om, hvad det betyder at have en hjertestarter tilgængelig hurtigt.

- Det er et spørgsmål om minutter. Nu er min genbo pludselig kun et minut væk fra en hjertestarter, hvor det før var måske 10 minutter. Det kan gøre en kæmpe forskel, siger han.

quote Nu er min genbo pludselig kun et minut væk fra en hjertestarter, hvor det før var måske 10 minutter.

Dennis Møller Jensen, Biersted

Han mener dog ikke, at han selv kan tage ret meget af æren for den nye hjertestarter.

- Jeg har jo bare lavet et opslag på Facebook. Det er folk fra byen, der har sørget for, at det kan lade sig gøre, siger han.

Nu skal skabet bestilles, og når det ankommer, bliver hjertestarteren sat op. Dennis Møller Jensen håber på, at historien fra Biersted kan inspirere andre.

- Det er vigtigt at opfordre til, at alle hjertestartere, der ikke er tilgængelige 24/7, kommer ud og hænge, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland