TV2 Nord

Bikere samles til Danmarks Hyggeligste Træf i Thy

01:28

Video: TV Midtvest

Hen over weekenden kan man i Thy opleve mange hundrede motorcykler, når deres ejere samles til et stort træf for at møde deres gamle venner.

I denne weekend samles bikere fra flere nordeuropæiske lande i Thy for at kigge på motorcykler og snakke med deres gamle venner. Arrangementet kaldes Thy Træf og går under sloganet Danmarks Hyggeligste Træf. 

Her kommer mange hundrede bikere kørende og bruger deres weekend på at snakke, drikke bajere, høre musik og fremvise deres motorcykler. En af dem, der har taget turen, er Mads Hermansen fra Mønsted tæt på Viborg, der er taget med sin far til træffet for første gang. 

- Jeg forventer, at vi får hygget en masse. Og så er der en hel masse fede motorcykler at kigge på. Så det er bare ren afslapning, siger han. 

En anden træfgænger er Jens Frederiksen fra Sønder Felding ved Herning. Han har været med i alle 39 år, træffet har eksisteret. 

- Det er blevet helt specielt. Det er et rigtig godt arrangeret træf. Man møder mennesker, man har ikke har set i 20-30 og helt op til 40 år, siger Jens Frederiksen. 

Og den gode stemning med de gamle venner er lige præcis den, de går efter hos festivalledelsen. 

- En tur ned igennem pladsen kan jo tage en halv dag, fordi du aldrig bliver færdig med at snakke, få en bajer og hygge, siger Nis De Lasson, formand for Thy Træf.

Der kommer bikere kørende hele vejen fra Holland, Norge og Sverige for at deltage i festlighederne. I alt lægger 5000 gæster vejen forbi festivalen, der også byder på musik i flere forskellige genrer.

Træffet slutter på søndag.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord