Bil endte i ældre dames hus

En ældre dame fra Brovst fik sig noget af en forskrækkelse, da hun mandag morgen fandt en bil, der var kørt ind i hendes hus.

En 80-årig kvinde vågnede op til noget af et særsyn. En bil var sent tirsdag aften kørt direkte ind i hendes hus. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Kvinden havde ikke opdaget noget, da hun troede, at braget var tordenvejr. Derfor sov hun trygt og intetanende videre og hørte heller ikke, da bilens ejer ringede på døren. Så da kvinden vågnede onsdag morgen fik hun noget af et chok ved synet af bilen, der var kørt direkte ind i hjørnet af huset. Også havelåget var revet med, da bilen kom på afveje.

Bilisten, der er en 32-årig mand, havde dog lagt en seddel i bilens vindue med en forklaring. Den 32-årige mand, der også er fra Brovst, har forklaret, at hans bil pludselig skred af vejen, da der var aquaplanning på grund af regnvejret.

Der er sket begrænsede skader på kvindens hus, og der skete ingen personskader.


Seneste nyt

fra Nordjylland