Spøgelsesbilist stoppet for anden gang på en måned: Bilen er nu konfiskeret

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritxau Scanpix

En 80-årig mand fra Vendsyssel kørte 21 kilometer i det modsatte spor. Nu har Nordjyllands Politi beslaglagt hans bil.

En 80-årig mand fra Vendsyssel måtte vinke farvel til sin bil natten til søndag, da han for anden gang på én måned, blev standset af politiet, fordi han kørte i den forkerte kørselsretning.

Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

Læs også 80-årig spøgelsesbilist: Sigtet for livsfarlig kørsel

Anmeldelsen kom klokken 01:54. Ifølge politiets oplysninger har den 80-årige mand kørt 21 kilometer i det forkerte spor.

- Han er startet på E45 ved Faarup – lidt nord for Randers. Han har kørt nord på i det sydgående spor. 21 kilometer senere fik en patruljevogn stoppet ham ved afkørsel 35 Hobro V, siger vagtchefen.

Tilbage i december standsede Nordjyllands Politi også den 80-årige mand, fordi han kørte i det forkerte spor. Dengang blev han sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og helbred. Denne sigtelse har han fået igen, men denne gang har politiet også beslaglagt hans bil.

- Fordi det sker anden gang på så kort tid, konfiskerede vi bilen på stedet, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

På trods af at den 80-årige mand kørte mod færdselsretningen i 2i minutter, og der var en del faresituationer, skete der ingen uheld.

Den 80-årige mand er løsladt efter endt afhøring, og er blevet kørt hjem på sin adresse af politiet søndag morgen.

Flere nyheder fra TV2 Nord