Bilka boomer kommunes handel

Mens debatten om en Bilka i Hjørring raser på ny, oplevede Viborg for næsten 10 år siden den samme forandring, da A-Z blev til en Bilka.

Lokale købmænd og midtbyen var skeptiske over, hvad en kundemagnet som Bilka ville få af betydning for byens handelsliv.

Præcis som de handelstandsforeninger, vi i går kunne fortælle er i gang med at forberede indsigelser til Hjørring Byråd mod at lave A-Z om til Bilka, var købmand i Møldrup uden for Viborg Hans-Peter Ambrosius Andreasen nervøs over udsigten til en varehusgigant som Bilka.

- Vi tænkte noget over det, hvordan det vil blive herude. En stor Bilka kunne jo godt komme til at berøre os, men set i bakspejlet, så har det faktisk været positivt, siger Hans-Peter Ambrosius Andreasen.

Det var i august 2005 A-Z i Viborg blev til Bilka. Omkringliggende købmænd forsøgte ved Vestre Landsret at stoppe opførelsen af det nye varehus, og midtbyen frygtede butiksdød.

- Der var selvfølgelig en voldsom bekymring for, at det skulle ødelægge Viborgs handelsliv, men det skete ikke. Tværtom, så har det været med til at betyde, der bliver suget handel til vores by, siger chefredaktør på Viborg Stifts Folkeblad Lars Norup.

På trods af finanskrise og stadig mere internethandel har Viborgs bymidte ikke lidt store tab, siden Bilka kom til byens vestlige udkant. Omvendt har Bilka faktisk haft positiv indflydelse på byens handelsliv.

Viborg kæmper om kunderne med større byer som Randers, Aalborg og Aarhus, og i den konkurrence kan et varehus som Bilka være af afgørende betydning. Derfor mener chefredaktøren på folkebladet ikke, at Hjørring skal være bange for at byde Bilka velkommen.

- Hvis man ikke siger ja til det (Bilka, red.), så kommer der nogen andre og tager kunderne. Sig ja til Bilka, og så sig nej til at flytte resten af handlen ud i storcentre uden for byen, anbefaler Lars Norup.


Seneste nyt

fra Nordjylland