Bilka Skalborg skal under ombygning

Frem til slutningen af maj vil varerne i Bilka Skalborg nok ikke stå helt, hvor de plejer, mens hypermarkedet bygger om.

Det er ikke sikkert, kunder i Bilka Skalborg vil have helt lige så let ved at finde frem til mælken, pastaen, shampooen og toiletpapiret som sædvanligt de næste måneder.

Frem til slutningen af maj bygger det store varehus nemlig om på sine tusindvis af kvadratmeter for at få et mere moderne hypermarked. Det skriver varehuset i en pressemeddelelse.

Mere luft i gangene og nem adgang til nye specialafdelinger er de helt store ændringer. En ny skønhedsafdeling og en deli med kød, fisk og lækre færdigretter bliver bare nogle af nyhederne, ligesom der vil blive indrettet et stort butikstorv med sæsonaktuelle varer, lover Bilka Skalborg.

- Jeg glæder mig umådeligt meget til at kunne byde kunderne velkomne til en endnu bedre indkøbsoplevelse her i Bilka Skalborg. Særligt bredere gange, mere plads og utroligt inspirerende specialafdelinger er noget, vi ser meget frem til at præsentere for vores kunder, fortæller Peer Thomassen, varehuschef i Bilka Skalborg.

Og bare rolig - håndværkerne arbejder mest uden for åbningstiden, så man kan sagtens handle som sædvanligt. 

Bilka Skalborg har eksisteret siden 1972, men de seneste 20 år, siden Storcenteret blev tilføjet, er der ikke blevet moderniseret væsentligt i varehuset.


Seneste nyt

fra Nordjylland