Biltyv slog mand med flise

To mænd på 28 og 29 år stak kort før klokken 20 søndag aften af fra regningen, da de havde tanket benzin på Shell på Karolinelundvej i Aalborg. Tilsyneladende var i hvert fald føreren temmelig beruset, oplyser Nordjyllands Politi.

Da de unge mænd, som kommer fra Aalborg, kørte fra stedet, blev de opdaget af en anden bilist. Han fik mistanke om, bilen var stjålet, fordi det ene dæk var punkteret og på grund af førerens kørsel. Han fik de unge mænd til at stoppe på Johan Skjoldborgsvej, hvor han ville tilbageholde dem, indtil politiet kom.

Det ville de unge mænd ikke finde sig i. Føreren af bilen slog manden i hovedet med en flise, og bagefter stak han af til fods sammen med sin kammerat. En politipatrulje fandt dog de to mænd kort efter på Thøger Larsens Vej, hvor de blev anholdt.

Det viste sig efterfølgende, at bilen var stjålet, så de blev sigtet for tyveri af bilen, tyveri af benzin og kvalificeret vold.

Mandag formiddag skal mændene afhøres, og herefter vil politiets jurist tage stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.


Seneste nyt

fra Nordjylland