Biogasanlæg meldt til politiet

Biogasanlægget GFE Krogenskær i Brønderslev har igen og igen fået borgere til at klage over lugtgener, og nu har kommunen fået nok; anlægget er blevet meldt til politiet.

Gang på gang har borgere klaget over stanken fra biogasanlægget GFE Krogenskær ved Brønderslev. Senest i juli hvor anlæggets tanke skulle tømmes og kontrolleres som led i en ny og skrappere miljøgodkendelse. Og nu er den altså gal igen, igen. De seneste dage har der været massive lugtgener i området. Brønderslev Kommune har derfor nu politianmeldt anlægget.

I anmeldelsen beder kommunen om, at der rejses tiltale mod GFE Krogenskær, fordi anlægget har overtrådt miljøgodkendelsen markant. I miljøgodkendelsen står der blandt andet, at anlægget ikke må give anledning til væsentlige lugtgener uden for virksomhedens område.

Både torsdag og fredag har kommunen fået klager fra borgere, der var generet af lugt fra biogasanlægget. Samtidig kunne kommunen selv konstatere, at der var markante lugtgener. Ifølge anmeldelsen til politiet har GFE Krogenskær også selv oplyst, at der har været udslip af urenset biogas.

Brønderslev Kommune foreslår, at overtrædelsen af miljøgodkendelsen skal koste Krogenkær en bøde på minimum 10.000 kroner, fordi den grimme lugt fra anlægget har generet masser af borgere i området.


Seneste nyt

fra Nordjylland