Birgit Hansen: Jeg er stolt over budgetforliget - V havde egen agenda

Borgmesteren i Frederikshavn trækker på skuldrene af kritikken fra Venstre. - Enhedslisten og Venstre gik jo selv, og jeg kan ikke tvinge nogen til at være med, siger Birgit S. Hansen.

Kort inden budgetforliget i Frederikshavn Kommune faldt på plads søndag aften, meldte Venstre ud, at man ikke følte sig hørt og derfor havde forladt forhandlingerne. Det billede kan borgmester Birgit S. Hansen slet ikke genkende. 

- Vi har skam lyttet til Venstre. Budgetforliget er netop trukket ud, fordi vi har holdt flere møder i håb om at lave et bredt forlig. Enhedslisten og Venstre gik jo selv, og jeg kan jo ikke tvinge nogen til at være, som ikke vil, lyder borgmester Birgit S. Hansen svar på kritikken fra Venstres Anders Broholm. 

- Vi mestrer stadig samarbejdets kunst, siger borgmester Birgit S. Hansen efter søndagens budgetaftale, der ikke fik et ja fra Venstre. 
- Vi mestrer stadig samarbejdets kunst, siger borgmester Birgit S. Hansen efter søndagens budgetaftale, der ikke fik et ja fra Venstre. 

- Det er klart, at når man som Venstre kommer med forslag om, at man skal finansiere tiltag ved privatisering og udlicitering - og man ikke har beløb på, så lugter det af, at Venstre har besluttet, at man ville trække 'vi bliver ikke hørt'-kortet, siger Birgit S. Hansen. 

Hun lægger i stedet vægt på, at der både bakkes op om budgettet fra SF, Konservative og DF. 

- Det viser jo, at vi stadig mestrer samarbejdets kunst, selvom vi i S har flertal. VI kunne godt gennemtrumfe vores egen politik, men det vil vi ikke, og det har vi heller ikke gjort, siger borgmesteren. 

Stolt over budgettet

Efter en hård og presset periode for en fattig kommune kan borgmesteren begynde at se lysere på fremtiden, og det afspejler sig i budgettet, mener hun. 

- Jeg er faktisk næsten stolt af budgettet, fordi vi har været gennem en benhård økonomisk genopretning de sidste fire år. Det gør i dag, at vores likviditet tillader os at prioritere især de små, forklarer hun. 

- Vi tilfører området for de 0-6 årige 7,5 millioner kroner om året, så det er noget ved. Og der har været et behov, for vi ligger sjetteringest i landet, når man ser på nøgletallene. Den investering kan man også profitere af in folkeskolen, så det er det, jeg er allergladest for i budgettet, siger Birgit S. Hansen.

- Pengene skal gå til bedre normering i dagtilbud for derved at kunne styrke inklusion og det forebyggende arbejde, står der i budgetaftalen. 

Derudover er der blandt andet afsat fire millioner kroner i et engangsbeløb til folkeskolen, der skal ske en renovering af lokalerne på Bangsbostrand Skole, og så har budgetkredsen sat penge af til en ny børneinstitution, der kommer til at ligge i området omkring Golfparken i det nordlige Frederikshavn. 

Budgetforliget i Frederikshavn Kommune

  • Der tilføres 7,5 millioner kroner til Børne- og Ungdomsudvalget til en generel styrkelse af dagtilbudsområdet med fokus på at skabe mulighed for at forbedre normeringerne i dagtilbuddene. 
  • Der bruges 14 millioner af kassebeholdningen, idet forligskredsen anser kommunens likviditet for at være så god, at man finder det forsvarligt. 
  • Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme i 2019 forøges med 10 millioner kroner. 
  • Der skal bruges 4 millioner kroner til investeringer i folkeskoleområdet.
  • Arbejdsmarkedsindsatsen styrkes med 1 million kroner. 
  • Den hidtige kontrakt med Erhvervshus Nord reduceres med 0,5 millioner kroner, således at beløbet udgør 4,5 millioner kroner i 2019. 
  • Der afsættes 4 millioner kroner til ombygning på Bangsbostrand Skole. 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland