Birgit Hansen siger nej til omprioriteringsbidrag

05:08

Frederikshavns borgmester stiller forslag om at droppe besparelse

Hvis det står til borgmesteren i Frederikshavn, Birgit S. Hansen, så kommer regeringen ikke igennem med deres omprioriterings-bidrag.

Regeringens omprioriteringsbidrag kommer til at koste kommunerne 2,4 milliarder kroner, men ifølge regeringen får kommunerne nogle af disse penge tilbage igen. Det vil dog stadig betyde store besparelser ude ved borgerne, og det er flere borgmestre ikke tilfredse med. En af dem er borgmester Birgit S. Hansen (Socialdemokratiet) fra Frederikshavn. 

- Vi ved jo ikke hvor mange penge vi reelt har til at føre politik med. Det er useriøst, at vi skal gætte os til hvor mange penge, vi har i vores budget, siger Birgit S. Hansen, borgmestre i Frederikshavn.

 Det er useriøst

I morgen starter Kommunernes Landsforenings årsmøde i Aalborg. Her kommer kommunal politikere fra hele landet, og de skal blandt andet diskutere det omstridte omprioriteringsbidrag. Birgit S. Hansen håber, at de kan sende deres forhandlere af sted fra topmødet med bred kommunal opbakning til kampen for at fjerne omprioriteringsbidraget, når forhandlingerne om kommunernes økonomi 2017 starter.

- Jeg håber at det lykkedes forhandlerne at høvle de 2,4 milliarder, de tager fra os, væk, eller i hvert gøre beløbet mindre, siger Birgit S. Hansen. 

Kampen om omprioriteringsbidraget starter om en tre måneders tid. Her skal KL’s forhandlere Martin Damm (Venstre) og Jakob Bundsgaard (Socialdemokratiet) kæmpe kommunernes kamp over for Finansminister Claus Hjort Frederiksen (Venstre). 

Flere nyheder fra TV2 Nord