Birgit Hansen skeptisk overfor stats-ministerens nytårstale

Foto: TV2/Nord

Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen, er skeptisk overfor statsministerens plan om nyttejob til flygtninge.

Torsdag holdt Helle Thorning-Schmidt (S) traditionen tro nytårstale. Her lod hun forstå, at flygtninge skal arbejde for føden i noget, der ligner nyttejob-ordningen.

Borgmester i Frederikshavn, Birgit Hansen, har sin skepsis overfor det skarpe fokus på at få flygtninge på kontanthjælp i job.

- Vi skal altså først og fremmest finde en bolig til dem og få dem på plads. Hvis vi nu også skal til at finde job ude på strandene og andre steder kræver det altså lige et lidt større arbejde, må jeg sige. Vi prøver jo at få de herboende i arbejde først, siger Birgit Hansen til Ekstra Bladet.

Hun mener, at statsministeren taler til danskernes indre svinehund.

- Hvis det her bare skal appellere til en eller anden retfærdighedssans - at de skal lave noget for at få en ydelse - er meget dansk. Hvis vi skal appellere til den der indre svinehund, så synes jeg, vi kan gøre det bedre, siger Birgit Hansen til Ekstra Bladet.

Også Mogens Gade (V), der er borgmester i Jammerbugt Kommune, mener at det bliver svært at finde nyttejob.

- Det er jo fedt nok med de gode intentioner - det har vi også selv opdaget. Det er bare lettere at holde en nytårstale end at sætte det i værk praktisk, siger han til Ekstra Bladet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord