Per Bisgaard valgt som folketingskandidat

Per Bisgaard kan fortsætte som folketingskandidat efter aftenens valg i Haverslev. Han vandt overbevisende over Mette Madsen Dam og Maria Christensen.

Der har været meget kritik af Per Bisgaard som folketingskandidat, hvilket også førte til, at Venstres kandidatbestyrelse i Himmerlandkredsen valgte at rykke valget af folketingskandidat fra maj til den 12. september, fordi Per Bisgaard var eneste kandidat.

Ved aftenens valg i Haverslevhallen stod han overfor Maria Christensen fra Frederikshavn og Maria Madsen Dam fra Oppelstrup. Begge havde kandidatbestyrelsens støtte.

I første valgrunde vandt Per Bisgaard med over halvdelen af stemmerne, hvilket betød, at medlemmerne ikke skulle ud i en 2. valgrunde.

I sin takketale kritiserede Per Bisgaard forløbet og opfordrede medlemmerne til at tage problemer op med dem, som det drejede sig om. Men der var også plads til begejstring.

- Jeg er meget glad. Især når det er så overbevisende et resultat. Demokratiet har talt, sagde Per Bisgaard til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland