TV2 Nord

Bitter afslutning: AaB sendt til tælling af Viborg FF

Foto: Henning Bagger, Scanpix

AaB tabte søndag aften 1-2 til Viborg på udebane - og dermed også chancen for at spille med om medaljer.

Betydningen af søndagens kamp kan ikke undervurderes, ikke tales ned, ikke glemmes. Uanset hvor gerne man end vil det. For kun en sejr var godt nok for AaB i den sidste kamp i grundspillet. Det gjaldt top-6, det gjaldt medaljerne.

Men AaB kommer ikke til at spille med i medaljeslutspillet i år. Det står klart, efter det nordjyske Superliga-mandskab fik en afklapsning af bundholdet Viborg, som på ingen måde var i det gavmilde hjørne.

Tværtimod.

Et sviende og ærgerligt nederlag på 1-2 senere skal AaB nu med i nedrykningsspillet.

Det så skidt ud for AaB allerede fra starten, hvor Viborg FF bare ville det mere og da også bragte sig foran 1-0 ved Søren Reese efter 20 minutter. AaB var for passive og afventende, og de unge angribere, Thellufsen og Sylvestr, der tidligere har markeret sig så flot, var stort set usynlige.

Bedre blev det dog i anden halvleg, hvor AaB efter lidt betænkningstid i pausen kom mere ud af starthullerne. Efter en times spil sled Jakub Sylvestr sig til et fortjent straffespark - og så kom der pludselig liv i AaB-geledderne, da han udlignede til 1-1.

AaB's skyts mod Viborg-målet blev da også mere og mere intenst, som minutterne skred frem. Indskiftede Edison Flores og Jannik Pohl hjalp med til at lave ballade på Viborgs banehalvdel. Desværre var der ikke nogen af chancerne, der rent faktisk gik i mål.

Største afbrænding stod Frederik Børsting for i det 85. minut, hvor hans hovedstød gik lige forbi et frit felt og mål. Farvel til en føring og et minut senere: Goddag til en Viborg-scoring i den anden ved Serges Debe.

Dermed var der reelt lukket og slukket for AaB's top-6-drømme. 

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto