Bjarne Laustsen får toppost i hjemmeværnet

Den nordjyske politiker fortsætter dog sit folketingsarbejde.

Det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) er af forsvarsminister Nicolai Wammen blevet udpeget som ny kommitterede for Hjemmeværnet. Det sker lidt over to måneder efter at Laustsen mistede sin ordførerpost.

- Jeg glæder mig meget til den ny opgave, og der er en klar pointe i at have en aktiv politiker som bindeled mellem de folkevalgte og den vigtige del af dansk beredskab og forsvar, som Hjemmeværnet udgør, siger Bjarne Laustsen.

Udnævnelsen af Laustsen som ny kommitterede var rygtet allerede for to måneder siden, men hovedpersonen selv afviste dengang at være blevet stillet titlen i udsigt.

Laustsen kunne, hvis han valgte at træde ud af Folketinget, have set frem til en gage på over 800.000 kroner. Ved at blive i Folketinget får han dog "kun" 330.000 for det nye arbejde.

- Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg kun har sagt ja til jobbet, fordi jeg føler, jeg er kvalificeret til det, siger Laustsen, der i otte år har været præsident for Beredskabsforbundet. Et hverv han nu fratræder.

- Det bliver hårdt arbejde at være den kommitterede, men det arbejde jeg har haft ved beredskabet er nogenlunde sammenligneligt, så jeg kan godt klare det, siger Laustsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland