Bjarne Laustsen: Ikke prangende, men acceptabelt

Det nye forsvarsforlig gør hverken, at Nordjylland får flere eller færre arbejdspladser.

Nordjylland får ikke andel i de 12,8 milliarder kroner eller de 700 nye arbejdspladser, som det nye forsvarsforlig, der søndag blev præsenteret på Christiansborg, medfører.

Nordjylland beholder sine godt 4260 ansatte i forsvaret, men der kommer ikke hverken ekstra arbejdspladser eller penge til regionen.

Og det resultat kan vi godt være tilfredse med, ifølge folketingsmedlemmet Bjarne Lausten, der selv har forhandlet forsvarsforliget.

- Det så ud til, at Nordjylland kunne miste meget. Vi skal huske på, at vi er den eneste region, som har alle tre værn, så vi kunne godt komme til at miste noget i det her forlig, siger han og fortsætter:

- Det kommer så heldigvis ikke til at ske. Der kommer nogle småjusteringer, men det hele går op, så vi ender på et pænt rundt nul. Og det er da acceptabelt for Nordjylland. 

Er det acceptabelt, når man tilfører 12,8 milliarder, at Nordjylland så ender med et rundt nul?

- Ja, det er det. Samlet set, så bliver det et styrket Nordjylland, vi får ud af det her forsvarsforlig. Jeg ville da gerne have haft noget mere – selvfølgelig ville jeg det. Men ud fra de omstændigheder og forudsætninger, der er her, så er det altså ganske acceptabelt for nordjyderne, siger han.

Tidligere var der planer om, at flere arbejdspladser skulle flyttes fra Nordjylland, Sæby Redningsstation skulle lukkes og SAR-helikopteren fra Aalborg skulle rykkes til Karup. Men alt er blevet bevaret. 


Seneste nyt

fra Nordjylland