Blå blok om Daniel Rugholms farvel til valgkampen: Det er et tab

Daniel Rugholm har trukket sig som borgmesterkandidat i Hjørring Kommune. Det ærgrer den borgerlige fløj.

De konservatives spidskandidat i Hjørring Kommune, Daniel Rugholm, fik så mange stemmer ved forrige kommunalvalg, at han trak sig selv og to ekstra kandidater ind i byrådet.

Til dette års kommunalvalg, kommer det formentlig til at se noget anderledes ud. Daniel Rugholm har nemlig meldt sig ud af valgkampen.

Det ærgrer både de konservative og de andre borgerlige, at stemmeslugeren nu er væk fra politik i Hjørring.

- Daniel er dygtig. For os som borgerlig fløj i Hjørring Byråd er det da lidt et tab. Det skal der ikke være nogen tvivl om, siger Michael Varhøj fra Hjørring Byråd. (Liberal Alliance)

Han bakkes op venstremanden Henrik Jørgensen, som også er i med i Hjørring Byråd.

- Jeg synes jo, det er ærgerligt, at vi mister et politisktalent her i kommunalbestyrelsen, siger han.

Hovedpersonen selv er klar over, at det nu kan blive hårdt arbejde for de borgerlige at komme til magten.

- Jeg er jo nok den, der har størst chance for at vælte Arne Bolt, siger Daniel Rugholm.

Daniel Rugholm har fået et tilbud, der ifølge ham selv umuligt kan siges nej til. Det gælder også, selvom tidspunktet er nok så ubelejligt.

- Timingen er elendig. Vi er jo tre måneder fra et valg, men sådan er det bare, siger Daniel Rugholm.

Formanden for de konservative i Hjørring er heller ikke begejstret for situationen.

- Det er jeg selvfølgelig ked af. Vi har jo arbejdet flere år på, at han skulle blive borgmester her til november, så det er vi meget kede af, siger Palle Jørgensen, der er formand for den konservative vælgerforening i Hjørring.

Selvom kollegaerne, vil savne og mangle Daniel Rugholm til kommunalvalget, er der ingenting at gøre. Han har taget sin beslutning, og understreger, at han ikke trækker sig, fordi han er træt af kommunalpolitik.

- Det handler ene og alene om, at jeg har fået en chance, som jeg ikke kan sige nej til. Jeg bliver nødt til at gribe den, ellers vil jeg fortryde det resten af mit liv, siger Daniel Rugholm.

Daniel Rugholm er endnu ikke klar til at fortælle om sit nye job.

Den konservative vælgerforening melder ud her til aften, hvem der bliver hans efterfølger.


Seneste nyt

fra Nordjylland