Bladt Industries lander kæmpeordre

Foto: Arkiv.

Aalborg-virksomheden skal levere 135 overgangsstykker til opførelsen af havvindmølleparken Hornsea 2.

Den danske energikoncern Ørsted, tidligere Dong Energy, har valgt den aalborgensiske virksomhed Bladt Industries som leverandør til 135 overgangsstykker til den kommende havvindmøllepark Hornsea 2.

Læs også Tidlig julegave: 200 nye arbejdspladser til Bladt Industries

Havvindmølleparken er under opførelse i Nordsøen cirka 89 kilometer ud for kysten Yorkshire-kysten i England.

- Vi er stolte over, at Ørsted har valgt Bladt Industries som leverandør til Hornsea 2. Ørsted og Bladt Industries har via et tæt samarbejde og et stort engagement formået at lukke aftalen hurtigt, siger direktør i Bladt Industries,  Klaus Steen Mortensen.

Ordren er en af de største i virksomhedens historie.

- Ordren styrker også de strategiske muligheder for et styrket samarbejde med Ørsted. En kontrakt af denne størrelse giver os mulighed for fuldt ud at udnytte vores nye og effektive produktionssetup, siger han.

Overgangsstykkerne, som er en del af vindmøllernes fundament, skal produceres hos Bladt Industries i Aalborg og påbegyndes i år.

Selve leveringen af de 135 overgangsstykker skal ske i perioden fra midten af 2020 og et år frem.

Når havvindmølleparken er færdig kan den levere strøm til 1,4 millioner britiske husstande og har til formål at gøre en væsentlig forskel i Storbritanniens CO2-regnskab.

Forsiden lige nu