Bladt Industries undgår finanskrisen

Det går rigtig godt for den nordjyske stålvirksomhed Bladt Industries. Overskuddet er mere end fordoblet på bare et enkelt år.

Indtil videre har Bladt Industries med hovedsæde i Aalborg styret helt uden om finanskrisen.

Fra 2007 til 2008 lykkedes det for virksomheden at øge sin omsætning med 43 procent, mens overskuddet sidste år blev på 87,7 millioner kroner.

Det er mere end en fordobling i forhold til året før, skriver Børsen.

- De kommende to-tre måneder vil vise, om vi kan styre helt uden om finanskrisen. Indtil nu har den ikke haft konsekvenser for os, siger administrerende direktør Peter Rindebæk til Børsen.