Bliv bedre til din sport - lær om naturvidenskab

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at score direkte på et hjørnespark i fodbold? Hvordan i alverden kan et sejlskib sejle op mod vinden, og hvorfor snurrer en skøjteløber hurtigere rundt i en pirouette, når armene holdes helt ind til kroppen?

Det skyldes vidt forskellige ting, men forklaringerne på de tre spørgsmål skal alle findes i naturvidenskaben.

Og forklaringerne bliver der rig mulighed for at lege sig frem til, når sommerens Universitarium byder børn, unge og voksne velkommen fra den første lørdag i juli.

Det er niende år i træk, at Aalborg Universitet præsenterer sit sommer-eksperimentarium i Utzon Center på Aalborgs havnefront, hvor børn, unge og voksne kan lege sig frem til viden om teknik og naturvidenskab, og i år handler Universitarium om samspillet mellem naturvidenskab og sport.

- Naturvidenskab spiller en rolle for stort set alle sportsgrene, og ny viden om naturvidenskab og teknik har ændret vores måde at dyrke sport på. Bare tænk på den betydning det fik, da højdespringerne i sin tid begyndte at springe baglæns. Da fik rekorderne virkelig et løft, og naturvidenskab har haft - og har - stor betydning for måden, vi dyrker sport på, siger Universitariums projektkoordinator Lene Klitgaard i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland