BLOG: 2018 bliver fyldt med juhuu!

Foto: Mick Andersson

“Juhuu… Jeg gjorde det”. Det begejstrede udråb lyder ude fra toilettet, hvor min datter Kaya sidder på husets vigtigste plads. 

Kaya er 10 år og roder med lidt downs syndrom. Præcis hvad det var hun “gjorde” behøver ingen en detaljeret beskrivelse af, men hun forstår at fejre det.

Jeg kom til at spekulere på, hvornår jeg sidst havde udbrudt et decideret “juhuu”. Sådan et med høj hvinende stemme, som kan mærkes i maven. Sådan ét, som man slet ikke kan holde inde i sig selv. Det har i hvert fald ikke været i løbet af det seneste års tid.

Terror-tosser og despacito

Nu kan man måske også sige, at netop 2017 ikke har været det mest juhuuelige år i historien. Regnvejr, alt for mange terror-tosser, en tvær orangefarvet præsident i USA… Og Despacito i uendelig rotation. Og så skal vi gudhjælpemig også til at undvære Roger Moore!

Men altså. Der var jo også Nadia Nadim, Rosa  i “Den store Bagedyst” og fidget spinnere med lys i! Der var kærlighed, landsholdssejre og mennesker, som går med hat. Der burde da nok have være lejlighed til et enkelt juhuu.

Læs også BLOG: I det nye år vil jeg følge en gammel dame over vejen

Kaya juhuuer hele tiden. Når jeg fortæller hende, hvad vi skal spise til aftensmad. Når det lykkes hende selv at tage sko på. Når hun må komme med til købmanden. Og nu sidder hun altså derude på den store trone af porcelæn og begejstres over en forholdsvis basal kropsfunktion.

Hov!

Sådan vil jeg også have det! Altså ikke nødvendigvis udbryde i jubelsang ved toiletbesøg - men glæde mig noget mere over sejrene i vores verden. Hov! Var det faktisk en form for nytårsfortsæt lige der? Hvor gammeldags må man lige have lov at være?

Men ok - i 2018 vil jeg råbe mere juhuu. Bruge mindre energi på alt det der går ad helvede til. Og jeg vil gøre det lige her som en del af TV2Nords nye blogger panel. Jeg kommer nok også til at hidse mig lidt op og være både nævenyttig og sarkastisk - men jeg lover at gøre en seriøs indsats for at lade mig begejstre.

Og hej i øvrigt! Jeg hedder Mikael - og jeg har lige skrevet mit første indlæg på bloggen. Juhuu... jeg gjorde det! 

Om bloggeren

Mikael Espensen er reklamemand hos bureauet Weltklasse i Aalborg - og far i Vejgaard. Oprindeligt helt fra Nørresundby. Blogger indimellem om datteren Kaya, som har downs syndrom, og stiftede i 2017 LykkeLiga sammen med Rikke Nielsen.
Download vores nye app!
Download vores nye app!
Download vores nye app!

Forsiden lige nu