BLOG: De sociale medier styrer vores hverdag - på godt og ondt

Foto: Mick Knive Anderson

René Zeeberg synes, at de sociale medier er vigtige - både i privat embede og for virksomheders formidling. Men han mener også, at vi bør bruge de sociale medier med nordjysk omhu.

Sociale medier er nogle af de vigtigste kommunikative redskaber i dag – naturligvis også for mig.

Jeg har det sådan, at det er mine medarbejdere, som er eksperter i at styre virksomhedens information til omverden. De fortæller vores gæster om de mange events og overnatningssteder og understøtter vores turisterhverv i at komme ud med netop deres budskaber til relevante målgrupper.

Derfor skal jeg som leder ikke bruge de sociale platforme til at gøre reklame for området, men i højere grad på at fortælle om virksomhedens formål og visioner, - hvorfor gør vi det, vi gør, og hvad får vi ud af det som virksomhed, som kommune og som mennesker? Jeg går derfor gerne forrest og giver ”et kig ind bag kulissen” i et område, der er kendt af mange og i udlandet.

Jeg tror meget på de positive afsmittede effekter af et åbent og dynamisk lederskab.

René Zeeberg

For eksempel var den schweiziske ambassadør på besøg i Skagen i sommer, og det giver god "corporate PR", når jeg går offentligt ud og viser den opmærksomhed, som er på Toppen af Danmark. Eller når The Wall Street Journal bringer en historie om Skagen på forsiden af deres avis, og jeg poster den på de sociale medier.

Så giver det stolthed og styrker arbejdsmoralen - ikke kun hos mig personligt, men også hos mine medarbejdere og i turistbranchen generelt. Jeg tror meget på de positive afsmittede effekter af et åbent og dynamisk lederskab.

På godt og ondt

LinkedIn er den seriøse storebror, opslagsværket hvor jeg præsenterer mig selv og har kontakt til det vigtige netværk. Det er min foretrukne kanal, når jeg omtaler vores visioner og strategiske indsatser hos Turisthus Nord.

Læs også BLOG: Slatne håndtryk og flakkende blikke!

Personligt var Facebook engang min foretrukne sociale platform, det er den ikke mere. Der er for meget ligegyldig information. På et tidspunkt slettede jeg appen, men jeg måtte kort tid efter installere den igen, da jeg gik glip af alle min søns fodboldinformationer og dermed missede et par kampe.

Det viser egentligt meget godt, hvor styrende de sociale medier er blevet for vores hverdag – på godt og ondt.

Instagram bruger jeg mere privat - her ser du billeder fra ferien, fødselsdagen, børnenes optræden - i det hele taget de mere private øjeblikke. Jeg har også en privat Facebook-gruppe, som kun deles med familien. For mig er det vigtigt at have et rum, som jeg kun deler med de nærmeste, hvor jeg kan være ægtefælle og far uden at have tilskuere på.

En tilpasset model

Jeg har tilpasset den model, som jeg finder bedst. Jeg er bevidst om at kommunikere både succes og visioner ud i det offentlige rum. Jeg ved godt, at de sociale medier er en unik mulighed for at tegne en profil udadtil – både som person og som virksomhed, men jeg er også bevidst om udfordringerne. Så jo: jeg bruger absolut de sociale medier – men med nordjysk omtanke og god sund fornuft.

OM BLOGGEREN

René Zeeberg er direktør i Turisthus Nord og har ansvaret for turismen på Toppen af Danmark. Her sidder han bl.a. i bestyrelsen for Arena Nord, Cruise Skagen og Nordjyllands Kystmuseum. Udover et år ved UNESCO i Bangkok er René Zeeberg et rendyrket barn af Nordjylland med rødder i Aalborg, Hjørring og sit professionelle virke i Frederikshavn, Sæby og Skagen. René blev i 2014 kåret som Årets Unge Erhvervsleder i Danmark for sit virke som Erhvervs- og Turistchef i Jammerbugt Kommune.
Han blogger om rejser, kommunikation og om nordjydernes finurlige adfærd. René er gift med Nina, der arbejder som selvstændig børnepsykolog, og sammen har de to børn.

Flere nyheder fra TV2 Nord