Peter Christian Jensen ser kritisk på tilstedeværelsen af nutidens digitale remedier. Han mener, de fylder alt for meget i de fysiske, sociale relationer, hvor vi burde være til stede med hinanden i stedet for den digitale verden.
Gennem tiden har måltiderne, især aftensmaden, været familiens samlingspunkt. Det er her, hvor dagens oplevelser, store som små, bliver vendt og drejet og drøftet blandt familiens medlemmer.
Det er det for så vidt stadigvæk, men det foregår efterhånden i vore dage i et sært blåt lys, og hvor deltagerne sidder næsten isoleret og koncentreret om hver sin mobile anordning. Man ænser knapt hinanden. Dette gælder voksne såvel som børn.
Små børn, helt ned til 2 års alderen, udstyres med deres egen IPad – nogle endda med oppustelig ramme, således, at den ikke skades, hvis den fejes af bordet. Lidt større børn sidder med deres - dybt koncentreret om et spil - hvilket ofte medfører, at en del af maden ender alle andre steder end i munden.
I den blå suppe af Facebook
Jeg ser det tydeligt i min dagligdag i restaurationsbranchen. Mennesker og familier sidder sammen for at være sammen, men de er ikke sammen. De er engageret i noget helt andet, og de kunne derfor i realiteten sidde helt alene og uforstyrret i deres egen digitale verden. Ligeså frustrerende må det være for kokken (eller den private vært), som har brugt timer på at fremtrylle dejlige retter af gode råvarer, som skulle glæde og samle deltagerne omkring bordet – men det ænses knapt nok i den blå suppe af Facebookopdateringer og Instagram ditto, som åbenbart for mange er mere interessant end samvær med vore kære. Jeg bliver endnu mere bekymret, når jeg tillige ser, man spiser med venstre hånd, og er på IPad med højre hånd, og ikke just spiser pænt.
Mennesker og familier sidder sammen for at være sammen, men de er ikke sammen. De er engageret i noget helt andet, og de kunne derfor i realiteten sidde helt alene og uforstyrret i deres egen digitale verden.
Men de har det jo ikke fra fremmede. Børn og unge spejler sig jo i os voksne, og her er tendensen desværre ligeså skræmmende. Vi sidder nemlig også sammen men hver for sig tryllebundne i det magiske blå lys. Hvad enten vi sidder i møder, på job, i teateret, i biografen, til middage hos venner, på restauranter, ja sågar til begravelser – hele tiden er vi næsten symbiotisk forbundet med vores telefoner og/eller iPads.
Et frikvarter væk fra det blå skær
Er denne tendens bare noget, vi skal acceptere i vores del af verden? For hvad skete der med de gamle dyder? Med fare for at lyde som en gammel sur mand; en anakronisme. Jovist er den digitale og mobile hverdag blevet et uvurderligt værktøj, der kan gøre livet nemt for alle. Men der er tidspunkter, hvor vi bør give os selv et frikvarter væk fra det blå skær. Og vi kan jo starte med måltidet, der hvor vi samles for at være sammen med venner og familie.
Læg skærmen væk for en stund og nyd hinanden!