BLOG: Klap i, klap og nyd musikken!

Christian Borrisholt Steen undrer sig over, hvorfor nogle betaler penge for at stå og snakke løs igennem en hel koncert? Gå på værtshus og snak – det er gratis opfordrer han.

- Der er kommet et rigtig godt værtshus oppe i Brovst, hvor man både må snakke højlydt og kæve bajere på samme tid. Så til jer, der mest er kommet for at snakke, I burde måske overveje at tage på værtshus i stedet for. I aften er der nemlig mange, der er kommet – og har betalt for – at lytte til musikken, og det synes jeg, de skal have mulighed for.

Nogenlunde sådan – og frit efter hukommelsen – sagde sangeren og musikeren Allan Olsen, da jeg sammen med en god kammerat var til en af Olsens utallige koncerter.

Men vi andre fik mulighed for at nyde Olsens anekdoter og fantastiske musik i fred og ro

Christian Borrisholt Steen

Spillemandens reprimande medførte straks en diskussion blandt en håndfuld unge mænd i salen, som tydeligvis følte sig ramt af troubadourens opsang om, hvorvidt det var rimeligt eller ej.

Heldigvis nåede de frem til, at det åbenbart var rimeligt nok, og de fleste af dem valgte at rejse sig og gå. Hvorvidt de rent faktisk valgte at gå på værtshus, det melder historien ikke noget om. Men vi andre fik mulighed for at nyde Olsens anekdoter og fantastiske musik i fred og ro. Tak for det. Det var egentlig også det, vi var kommet for.

At plapre løs

Det har altid undret mig – og irriteret mig – når folk står og plaprer løs under en koncert i stedet for at lytte til musikken. Hvorfor dog betale hundredvis af kroner for at få lov til at ævle løs og drikke bajere, når man kan foretage sig præcis det samme uden at betale entré på en kro eller et værtshus?

Læs også BLOG: Jeg tager 3000 kondomer med på Nibe Festival!

Forleden aften tog Skraaen hul på årets fredagsfester i Karolinelund med et brag af en åbningskoncert med Dodo & The Dodo´s. Bandet var tydeligvis i hopla denne skønne sommeraften i Aalborg og fyldt med energi og spilleglæde.

Fruen og jeg havde taget plads oppe foran for at genopfriske soundtracket til vores tidligste ungdom med udødelige pophits som ”Lev livet nu” og ”Sømand af verden”. Heldigvis var de fleste andre denne aften tilsyneladende også dukket op for at høre musikken og for at synge med på bandets store bagkatalog.

Gajols indvirkning på hørelsen

Desværre var der også en flok purunge gymnasiepiger, der havde forvildet sig op foran scenen. Ikke så meget for musikkens skyld, men åbenbart mest for at stå og råbe efter nogle andre veninder, som af uransagelige grunde havde valgt at stå så tilpas langt væk, at de følte sig nødsaget til at råbe til hinanden.

Tilsyneladende havde begge gruppers tiltagende indtag af Gajolshots en uheldig indvirkning på hørelsen. I hvert fald fik det stigende antal shots dem blot til at råbe og hvine endnu højere. Under det meste af koncerten stod de med ryggen til scenen, hvilket jeg egentlig også synes er mærkeligt, når man har mulighed for at nyde et veloplagt og legendarisk poporkester i fulde drag og tilmed for kun en flad halvtredser.

Men måske kan trunterne undskylde sig med, at de ikke var født, da Dodo & The Dodo´s udgav deres største hits. Heldigvis forduftede de råbende piger undervejs, og fruen og jeg kunne nyde sidste del af andet sæt i fulde drag.

Læs også BLOG: Det skulle være ganske vist!

Jeg elsker musik, og for mig er sommerferien en kærkommen anledning til at få hørt en masse musik ude i det fri – også her i Nordjylland. I den kommende tid, ser jeg frem til at høre gode gamle koryfæer som Kim Larsen, Johnny Madsen og Lars Lilholt, ligesom jeg også ser frem til et genhør med Aqua, Mads Langer, Nephew og Katie Melua.

Jeg håber, at flere vil nyde musikken og færre vil knevre helt så meget denne sommer. I modsat fald ved jeg i hvert fald, at nationalskjalden Kim Larsen – i lighed med Allan Olsen – ikke vil være bleg for at irettesætte de mest knevrende typer, når han til august lægger vejen forbi Skovdalen sammen med kumpanerne i Kjukken.

God sommer!

OM BLOGGEREN

  • Christian Borrisholt Steen er foredragsholder, forfatter, familiefar og vendelbo med stort V.
  • Han er cand.mag. i Samfundsfag og Psykologi fra Aalborg Universitet og har en masteruddannelse i etik og værdier i organisationer fra Aarhus Universitet.
  • Han arbejder til dagligt som seniorkonsulent i Krifas Videncenter for God Arbejdslyst og har siden 2012 været medlem af Det Etiske Råd.

Flere nyheder fra TV2 Nord