Jeg hedder Peter, og jeg er B-menneske.

Nu sidder jeg her en mørk, våd og blæsende vinterdag, og reflekterer over, hvordan livet som B-menneske – med stort B egentligt er – ikke mindst her om vinteren.
Jeg kan godt huske det som barn – det med, at det ikke var en fornøjelse at stå tidligt op.

I teenagealderen blev det endnu værre. Weekenden blev sovet væk – altså sådan til ud på eftermiddagen. Bussen til Hasseris Gymnasium blev hver dag nået med det yderste af neglene, og de første par timer derude på gymnasiet føltes det nærmest som om, at jeg var i noget, der mindede om narkose under undervisningen.

Nå - men det er vel noget, jeg vokser fra, tænkte jeg nok dengang. Det skete bare aldrig.

Definition på et B-menneske

Inden jeg reflekterer videre, så er det vist på sin plads at søge viden om B-mennesket på Wikipedia. Her falder følgende definition på et B-menneske: ”Et B-menneske er et menneske med en naturlig trang til at være vågen til sent ud på natten, og som konsekvens deraf sover længe næste dag, hvis omstændighederne tillader det, modsat A-mennesker.”

Kan vi B-mennesker så egentligt passe et arbejde? Ja da – altså hvis vi sådan for alvor anstrenger os. Jeg har nemlig igennem mit arbejdsliv – ikke mindst i den periode, hvor ungerne var små og havde behov for en tilstedeværende far fra morgenstunden af - passet og værnet om min B-status om aftenen og bildt mig selv ind, at jeg er A-menneske om morgenen.

Med andre ord har jeg vænnet mig til usundt lidt nattesøvn. Jeg ved det godt. Jeg ved også godt, at jeg næste gang, jeg opsøger ”Fru Læge”, og hun er altså lidt skrap, så ryger jeg i det varme sæde og givetvis, skal jeg til at føre i skema, hvor mange timer, jeg sover i døgnet. 

Jeg har jo i øvrigt et job, som også kræver, at jeg tænker kreativt og nyt, og det gør jeg altså bedst, når Familien Danmark - anført af A-flokken - er gået til ro. Så kører tankevirksomheden og skrivegenet på højtryk. Til gengæld giver det ofte nogle voldsomt lange dage.

Men jeg møder altså alligevel ind på festivalkontoret inden klokken 8. Jeg er på min plads, men jeg danser absolut ikke kædedans igennem kontorerne.

Modsætninger og morgenboller

Hanne, min kone, er til gengæld A-menneske. Relativt tidligt i seng og alt for tidligt op. I ved nok – hun tulrer rundt om morgenen. Nyder tid til sig selv, og hun kan faktisk godt finde på at bage en tirsdag morgen klokken 6!!

Den anden dag blev jeg rykket ud af søvnen midt nat – altså lidt i seks. Ikke ved at hun slog bolledejen op men derimod ved, at hendes vækkeurfunktionen i hendes mobil larmede umenneskeligt meget. Pludselig begyndte Hanne at nynne med til larmen fra vækkeuret. Jeg kunne kaste op. Det er sgu da for meget, ikke?

Nå – bollerne var fantastiske, og det er min søde A-kone altså også.