BLOG: Når forventningerne stemmer overens med virkeligheden

René Zeeberg minder os om, at vi med Nordjyllands Skagen bør være et stolt forgangs eksempel for hele Danmark. Vi bør lade os inspirere af vores dejlige turistområde, mener han.

Forleden dag havde vi generalforsamling i Turisthus Nord. Mens jeg sad og lyttede til formandens beretning, så jeg ud over den store forsamling af turistforeningens medlemmer. Folk fra hoteller, restauranter, campingpladser, feriehusudlejning, forretninger og mange andre erhverv.

Det slog mig, hvor privilegeret jeg er. Tænk, at jeg står i spidsen for en forening fyldt med medlemmer som i den grad er dedikerede til deres erhverv. Så dedikerede, at Skagen endda blev kåret som Danmarks bedste kystferiedestination i 2017.

Det er gæsterne selv, der har stemt. Ikke et eller anden smart kommunikationsbureau – nej gæsterne selv. Det gør det hele meget større. For der er stemt med hjertet, – og blot en enkelt dårlig oplevelse kunne tippe hele læsset. Men vi vandt, og det er jeg super stolt af.

Vi har Danmarks bedste værter, som aldrig bliver trætte af at servicere vores gæster. Mennesker, som har hjertet med i alt, hvad de laver. Selvfølgelig handler det også om at tjene penge, men man bliver altså ikke voldsomt velhavende af at drive en campingplads eller af at have en restaurant i Skagen. Drivkraften ligger i glæden ved at arbejde med mennesker og ved at repræsentere sin by.

I skyggen af gode oplevelser

Den kendte forfatter og verdensfarer, Troels Kløvedal, har engang udtalt at: “Lykke er, når forventninger og virkelighed stemmer overens". Jeg tænker, at det er netop det, vi kan i Skagen. For at vores gæster skal få en uforglemmelig ferieoplevelse, skal der gerne være et højt serviceniveau og høj kvalitet alle steder.

Hvad hjælper det, at du har et smukt værelse og imødekommende personale, hvis oplevelsen på museet var dårlig? Eller hvad hjælper det, at der er rent og pænt på havnen, hvis maden på restauranten er uspiselig?

Vi kender det fra os selv, - en enkelt dårlig oplevelse kan nemt overskygge alle de gode oplevelser, som ferien ellers bød på.

Skagen er Skagen!

Udfordringen ved vores førsteplads er, at mange tager Skagen for givet. Skagen er Skagen, – ja det er rigtigt nok. Naturen, havet, lyset, kulturen – meget er givet på forhånd. Men det er i særdeleshed takket være en stor flok utrættelige, dedikerede erhvervsaktører, at Skagen blev nummer et. Og det er et foregangseksempel, som vi alle kan være stolte af og lade os inspirere af – ikke kun i Skagen men i hele Danmark.

OM BLOGGEREN

René Zeeberg er direktør i Turisthus Nord og har ansvaret for turismen på Toppen af Danmark. Her sidder han bl.a. i bestyrelsen for Arena Nord, Cruise Skagen og Nordjyllands Kystmuseum. Udover et år ved UNESCO i Bangkok er René Zeeberg et rendyrket barn af Nordjylland med rødder i Aalborg, Hjørring og sit professionelle virke i Frederikshavn, Sæby og Skagen. René blev i 2014 kåret som Årets Unge Erhvervsleder i Danmark for sit virke som Erhvervs- og Turistchef i Jammerbugt Kommune.
Han blogger om rejser, kommunikation og om nordjydernes finurlige adfærd. René er gift med Nina, der arbejder som selvstændig børnepsykolog, og sammen har de to børn.

Seneste nyt

fra Nordjylland