For nogle dage siden kørte jeg i taxa i København. Den flinke chauffør var en særdeles voksen dame med vestjyske rødder. Min erfaring siger mig, at hvis man vil vide noget om, hvordan København har det, så er det nyttigt at indlede en samtale med en taxachauffør. Men lige præcist på denne tur nåede jeg nærmest ikke andet end at afsløre min nordjyske dialekt, før jeg i svær grad fik læst og påskrevet på vegne af alle i hele vores nordjyske landsdel.

Efter næsten mere end en menneskealder i storbyen var der, for chaufføren på ingen måde tvivl om, at Københavns store boligproblemer hverken kunne tilskrives indvandring fra udlandet eller elendige rådmænd. Skylden – og her blev stemme hævet – var ene og alene immigrationen af rige nordjyders curlingbørn til hovedstaden. Forældrekøb var roden til, at ganske almindelige etniske københavnere – uanset fødeland – ikke havde råd til selv den mest simple bolig i hele Storkøbenhavn. Min taxachauffør sagde det ikke, men hun var meget tæt på en beskyldning om, at den nordjyske hærgen var finansieret med sorte penge. Det var slemt!

Stout og selvterapi

Efter den svada måtte jeg på værtshus. Chokket var simpelthen for stort. Så henover en solid Stout gik jeg i selvterapi. Her går vi nordjyder og slår os selv med pilekviste i regnvejr, mens vi opfatter os selv som udkantsdanskere. Men i selve vor nations hovedstad er der nogen, der opfatter os som noget, der kun kan beskrives som rige imperialister.

Den dramatiske episode stiller dog det helt logiske spørgsmål, om den sandhed, vi nordjyder har om os selv, er den rigtige? Eller er vores virkelighed en helt anden, end den vi bilder os ind? Kunne det være sådan, at vi - med få undtagelser- lever i en landsdel, der trives. En landsdel, hvor velstanden er tilstede i en sådan grad, at vi generelt til fulde kan sammenligne os med resten af landet, og endda med meget af det, der foregår i hovedstaden? Hvis det er tilfældet, hvorfor er det så lige, at vi som nordjyder ynder at underspille, hvem vi er, og hvad vi kan? Og det handler ikke om forældrekøb.
Det handler om, at der i Nordjylland måske er alle de kræfter til stede, der skal til for at skabe en landsdel i verdensklasse. Det kan ikke passe, at det kun er Aalborg Universitet, der har visioner og mod nok til at melde sig på den scene.

Nordjysk opmærksomhed

Måske vi skulle starte med at gøre mere opmærksom på os selv som landsdel? Her hjælper hverken politikere, offentlige instanser eller industrivirksomheder. Det er den nordjyske medieverden, som må gå i spidsen. Hvorfor har Nordjylland ikke et landsdækkende medie? Hvorfor kigger både den trykte avis og vores regionale fjernsynsstation kun indad? Hvad skal der til, før vi ligesom Aarhus har en avis, der dagligt citeres de store steder? Hvor er ambitionen blandt mediedirektører og redaktører om at skabe en nordjysk stemme, der kan overhale Århus og stå forrest mod den ensformige hovedstadsvinkel på alt, hvad der sker omkring os?

 Vi skal jo starte et sted. Men tør vi?