BLOG: Skulle Hans Kongelige Højhed Prins Henrik ha’ været konge?

Foto: Mick Anderson

Peter Møller Madsen mindes Hans Kongelige Højhed Prins Henrik og reflekterer over, hvilken titel prinsen burde have haft.

Danmark er blevet en kæmpe personlighed mindre - prins Henrik sov stille ind i går aftes. I dag bades nettet i kondolencer og artikler, nogle af dem nærmest hykleriske, og der er - forståeligt nok - masser af fokus på prinsgemalens død.

Formiddagsbladene har kaldt ekstra personale ind. Danskerne skal informeres, – for der skal jo også sælges aviser og hives klik i land.

Arrogant, men også en charmerende attitude

Prins Henrik har ofte ryddet spalterne – ikke mindst i uge- og formiddagsblade.
Denne ganske charmerende, men også ind imellem halv-arrogante, franskmand blev på sin alderdom mere og mere kontroversiel.

Den mest kontroversielle udmelding var jo nok, da prins Henrik meldte ud, at han ikke følte sig accepteret, og at han derfor heller ikke ønskede at blive stedt til hvile i det royale gravkammer.

Peter Møller Madsen

Han kæmpede blandt andet for den kongekrone, han aldrig fik. Og han gav Dronning Margrethe kamp til stregen på flere områder. Den mest kontroversielle udmelding var jo nok, da prins Henrik meldte ud, at han ikke følte sig accepteret, og at han derfor heller ikke ønskede at blive stedt til hvile i det royale gravkammer.

Prins Henrik delte i øvrigt også vandene med et meget konservativt og restriktivt syn på børneopdragelse.

Jeg er måske ikke den største royalist

Jeg er ikke den store royalist, og jeg har - må jeg erkende - også ind imellem tænkt; ”Lad os lukke lortet”. Men samtidig gør det mig også MEGA stolt, at vi netop har bevaret monarkiet. 

Læs også Tidligere borgmester mindes prins Henrik: "Særdeles humoristisk og meget folkelig"

Vi har en drønhamrende dygtig dronning, og når hun abdicerer, står kronprinsen klar - helt klar. Han har så meget power, at dronningen ikke skal være bekymret for at overlade tronen til ham. Jeg tror også, han samtidig vil formå at samle landet endnu mere. Han vil være folkets mand, folkets konge.

Regentparrets ældste søn formår netop at skrue ned for den royale konservatisme, som ind imellem får monarkiet til at fremstå med stor arrogance. En arrogance, som kan tænde den indre svinehund i mange af os. I ved, blandt andet alt den der des’en og dus’en – som man siger.

Op imod etiketten

Jeg kan huske engang tilbage i 80´erne, hvor jeg stod og hang i baren på Rendez Vous i Jomfru Ane Gade. Pludselig trådte kronprinsen og et par livvagter ind på førstesalen. Alt ændrede sig, og folk gjorde sig vildt til. Lars og jeg blev stående i baren med ryggen til kronprinsen og hysteri.

Og her endte kronprinsen - altså hos os i baren. Lidt et signal om, at kronprins Frederik egentligt bare ville hygge lidt ligesom alle os andre.

De royale traditioner skal vi værne om, men det er da befriende, når kronprinsen – ifølge flere garder - ser stort på etiketten og giver dem meldingen ”fortsæt”, som jo betyder, at de ikke skal stå der og ligne, jeg ved ikke hvad.
Den fede attitude har han nok arvet efter faren – prinsgemalen.

Fransk, men trods alt folkelig

Læs også BLOG: Det dér med journalistisk

Prins Henrik havde altså lidt af den samme folkelighed i sig, men al fokus var næsten altid rettet mod, at han stadig snakkede dansk med STOR fransk accent, og han ville i øvrigt meget gerne opholde sig rigtigt meget på Château de Cayx - vingården i Frankrig. Og ja, det har jeg også selv haft alt for meget fokus på.

Morten, min gode kollega, sagde i morges, at han havde oplevet prins Henrik og al hans folkelighed, lune og humor, da han tilfældigt, sagde han, overværede offentliggørelsen af prins Henriks smukke kunstværk i Møgeltønder for nogle år siden.

Folk havde virkeligt hygget sig, og det gjorde man tilsyneladende i prinsgemalens selskab. Her var prins Henrik i den grad respekteret.

Efterlader altså et kæmpe tomrum

Og så tilbage til spørgsmålet: ”Skulle prins Henrik ha’ været konge?”. Jeg ved det faktisk ikke, men nogen skade havde det vel ikke gjort?

Til gengæld ved jeg, at uanset om prins Henrik ender livets rejse i Roskilde eller måske får spredt den royale aske ud over vinmarkerne i Frankrig, så efterlader han et stort - og måske for mange et ganske uventet stort - tomrum her efter sin død.

Prinsenn, som altid stod i baggrunden, og som først i livets sene efterår og på grænsen af en demens rakte hånden op og sagde sin mening, vil blive savnet. Det kan jeg i dag tydeligt mærke.

Æret være Henri Marie Jean André.

OM BLOGGEREN

Peter Møller Madsen er festivalleder, talsmand og musikbooker på Nibe Festival.
Han er født og opvokset i Nibe. Efter små 15 år i Aalborgs midtby flyttede han sammen med hustruen Hanne og børnene Malthe og Thilde tilbage til fødebyen.
Peter Møller Madsen er oprindeligt socialpædagog og har bl.a. arbejdet på gadeplan og som projektleder for et integrationsprojekt på Fritidscentret Fri-Stedet.

Har du et godt tip?