Henover sommeren har en række danskere fortalt om deres barndoms somre til Kristeligt Dagblad. Blandt de danskere, som har fortalt om barndommens sommerminder, er blandt andre forfatterne Dy Plambeck og Jens Smærup Sørensen. Plambeck fortæller blandt andet om, hvordan lugten af høns og smagen af sprøde og syrlige nyudsprungne bøgeblade hører med til hendes minder om barndommens somre.

Artikelserien i Kristeligt Dagblad fik mig til at tænke på min egen barndomssomre. Det slog mig, at de første sommerminder, der dukkede frem i min erindring, alle havde det tilfælles, at de på den ene eller anden måde havde at gøre med fællesskab og relationer. Så til trods for, at jeg som efternøler faktisk ofte legede alene for mig selv, er det alligevel minder om fællesskab og relationer, der står klarest i min erindring om mine barndomssomre.

”God sommerferie”

En af de ting jeg husker fra dengang, var de to ord, som skoleinspektøren sendte alle elever og lærere på sommerferie med den sidste dag inden sommerferien. Det var ordene god sommerferie, som inspektøren med høj røst råbte ud fra den gamle togvogn, som igennem de fleste af mine år i folkeskolen stod i skolegården, og som den ene gang om året blev brugt som talerstol, når lærere og elever ønskede hinanden en god sommerferie.

Det var altid noget helt særligt at gå hjem fra skole den sidste dag inden sommerferien med visheden om, at man nu ikke skulle i skole i ugevis og i skøn forventning om alle de dejlige ting, der skulle ske i den lange ferie. Mine barndomssomre var først og fremmest kendetegnet ved fravær fra noget, nemlig skolen, men samtidig også kendetegnet ved samvær med nogen, for mig var det først og fremmest familien.

Efternølerens smag af sommer

Jeg er den yngste af en søskendeflok på fire, og mine søskende er henholdsvis 9, 16 og 18 år ældre end mig, så jeg er en vaskeægte efternøler. Det har blandt andet betydet, at mine søskende for længst var flyttet hjemmefra i det meste af den periode, hvor jeg boede hjemme. Måske det er derfor, at noget af det jeg mindes med særlig stor glæde fra mine barndomssomre var, når mine ældre søskende kom hjem sammen med deres familier og overnattede hos mine forældre. Det var fantastisk. Så var der altid lidt flere udflugter, lidt flere is og lidt flere røverhistorier på programmet.

En anden ting som jeg også stadig forbinder med min barndomssomre var, når min moster dukkede op og plukkede ribs og solbær sammen med min mor. Som jeg husker det, så plukkede min mor og min moster bær sammen hver sommer, og jeg husker stadig den særlige duft af de nyplukkede bær og ikke mindst den søde smag af al den saft, der efterfølgende blev produceret. For mig var det smagen af sommer.

En tredje ting, som jeg også husker tilbage på med stor glæde og taknemmelighed, var sommerture sammen med min bedstemor og sommerferier hos min bedstefars bror og hans kone, som vi altid har haft et nært forhold til. Deres søn, min mors fætter, der var ungkarl, drev i mange år maskinstation fra barndomshjemmet, og det var en fest for mig, når jeg kunne skifte gymnastik i folkeskolen ud med en tur på traktoren eller den legendariske orange Dronningborg mejetærsker sammen med min mors fætter Henry.

Livets vigtige relationer

Jeg er overbevist om, at det sted, vi er vokset op og de mennesker, som vi har haft en særlig relation til gennem opvæksten, er med til at forme, hvem vi bliver som voksne mennesker. Derfor tror jeg også, at det for mange af os giver en særlig værdi og mening i livet at have en god relation til mennesker, som har kendt os altid, og som på en særlig måde ved, hvem vi er. For mig er der i hvert fald også her i voksenlivet noget godt og trygt ved at have en stabil relation til min egen slægt.

Slægtens vigtighed

Det er helt bevidst, at jeg her bruger betegnelsen slægt og ikke familie. Det er mit indtryk, at mange i dag har en tendens til, at lukke sig om deres egen lille kernefamilie bag ligusterhækken og kun nødtvungent interesserer sig for resten af slægten, for onkler, tanter og gamle forældre. Det er ikke alene synd for onklerne og tanterne, men i høj grad også synd for de børn, der alt for ofte går gennem barndommens somre alene sammen med deres allernærmeste lille familie for så igen efter ferien at vende tilbage til kammeraterne og institutionslivet.

Jeg ville nødigt have undværet de mange oplevelser, som jeg selv har haft i mine barndomssomre - ikke bare sammen med mine forældre, men også med mange andre af de skønne mennesker, som jeg har været så heldig at være i slægt med, og som for de flestes vedkommende desværre ikke længere er i blandt os. Derfor er jeg meget bevidst om, at min egen knægt, som nu er fire år,  ikke alene trisser rundt sammen med mor og far og kammeraterne fra børnehaven, men at han også kommer rundt og lærer sine bedsteforældre, mostre, tanter, onkler, fætre og kusiner at kende.