BLOG: Tak for sangen, Kim!

Foto: Mick Anderson. Foto: Mick Anderson

Kim Larsen var noget helt særligt for Christian Borrisholt Steen, og det var med en klump i halsen, at han erfarede, at nationalskjalden var gået bort.

Alting stod stille i netop det sekund. Sådan synger Kim Larsen i sangen ”Dagen før” på ”personnummerpladen” fra 1979. For godt to uger siden – søndag den 30. september -  stod alting også pludselig stille hos mig, da nyheden om Kim Larsens død poppede op på min computerskærm her på kontoret, hvor jeg i skrivende stund er i gang med endnu en blog. Jeg fik med det samme en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Jeg blev ærligt talt lidt overrasket over min egen reaktion. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde før har fået en klump i halsen eller tårer i øjenkrogen, fordi et menneske, som jeg aldrig har talt med og ikke rigtigt har kendt, er gået bort. Det må være kroppens måde at fortælle mig, at Kim Larsen var noget særligt. Også for mig.

Læs også BLOG: Tristhed og plathed ved mindekoncert

Desværre er jeg ikke gammel nok til at have oplevet Gasolin' live rundt omkring i sportspaladserne fra Gedser til Skagen i de glade dage i 1970´erne, men da jeg for alvor begyndte at lytte til musik i konfirmationsalderen omkring 1990, var Kim Larsen & Bellamis ”Kielgasten” den første plade, som jeg fattede interesse for. Jeg blev betaget af det særlige larsenske univers, hvor gadedrengeattitude og rock´n´roll går hånd i hånd med både Grundtvig og højskolesangbogen og med revyviser ala Poul Henningsen og Kaj Normann Andersen. Pladens sidste skæring er netop en hyldest til sidstnævnte med en smuk fortolkning af ”Den allersidste dans”.

Kun få har som Kim Larsen i nyere tid kunnet synge både salmer og revyviser, så man skulle tro, at det var ham selv, der havde skrevet dem. Allerede på debutpladen ”Værsgo” fra 1973 synger Larsen Ludvig Holsteins ”Det er i dag et vejr” med en inderlighed og en naturlighed, som sikkert ville have glædet Holstein og som jo også har betydet, at mange danskere mange år efter fejlagtigt har troet, at det er Kim Larsen, der har skrevet sangen.

Den bedste koncert
Jeg har været til utallige koncerter med Kim Larsen i tidens løb. Den første koncert var i forbindelse med Rock Tour på Dyrskuepladsen i Hjørring i 1993 og den sidste var i Skovdalen i Aalborg en smuk sensommeraften få uger før nationalskjalden sov stille ind. Særligt én koncert står stadig som noget særligt for mig, både fordi jeg var til koncerten sammen med min kone og nogle rigtig gode venner, men også fordi både Larsen og kumpanerne i Kjukken virkede til at være i særligt godt spillehumør netop denne aften. Det var en sommeraften i Øster Hurup til det årlige Open Air og det sidste ekstranummer denne aften var salmen ”Dejlig er jorden” af B.S. Ingemann. Lige dér ramte Larsen for mig noget helt særligt dansk, da han som det naturligste i verden gik direkte fra ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” og til den smukke salme af Ingemann.

Læs også BLOG: En nedskæring på DR er en kulturforringelse af dimensioner

Det kan godt være, at vi danskere generelt ikke slider det store på kirkebænkene, men når Kim Larsen inviterer til fællessang under åben himmel, så kender vi alligevel de gamle salmer og synger med for fuld skrue. Det kan også godt være, at man ikke mindst i den lidt ældre generation rynkede på næsen af både Gasolin´ og Kim Larsen, men ærligt talt, så er der jo ingen af os, der ved, hvad der rører sig i den enkeltes sind. Men jeg ved, at Kim Larsen dén sommeraften med sit karakteristiske ”Tak for i aften” sendte mere end 2.000 danskere ud i sommernatten med ”Dejlig er jorden” som godnatsang. Det var noget særligt. Det var smukt.

Perler på udskældt plade
Siden den i øvrigt temmelig udskældte plade ”Wisdom is sexy” udkom i 1992, har jeg altid nærmest på udgivelsesdagen købt Larsens plader. Faktisk er Kim Larsen én af de få kunstnere, hvor jeg aldrig har haft behov for at lytte til pladen, inden jeg købte den. Med Larsen vidste jeg, at der altid var rigeligt med gode sange til min smag. Og selvom Ekstra Bladet slagtede ”Wisdom is sexy” totalt, så var denne plade ingen undtagelse. Der er flere musikalske perler på netop den plade, som jeg stadig den dag i dag lytter til med stor fornøjelse. For det første var det på denne plade, at Larsen præsenterede os for det nærmeste vi vel kommer et moderne bud på en nationalsang ”Danas Have”, ligesom det også er her vi finder det Sort Sol inspirerede rocknummer ”Leningrad”, hvor vi i andet vers får historien om Sovjetunionens opløsning på umiskendeligt larsensk: ”Statuerne vælter, kommunisterne de smelter, ligesom rødstrømperne, når rynkerne de melder sig. Neonlysreklamer på Den røde Plads, så Wall Street Drengene kan føle sig godt tilpas”.

I 1994 tog anmelderne igen Larsen til sig, da han udgav albummet ”Hvem kan sige nej til en engel”. Her finder vi blandt andet ”Hvileløse hjerte” og ”Om hundrede år”, som begge efter min mening holder endnu. Melodien til ”Hvileløse hjerte” har Larsen lånt fra Edward Griegs klassiske værk ”Wedding day at Troldhaugen”. Det kræver sin mester, at forvandle Griegs pompøse melodi til en simpel popsang, uden at det bliver patetisk eller banalt. Men Larsen holder balancen og sikrer os endnu et udødeligt hit. ”Hvem kan sige nej til en engel” blev Larsens sidste plade med københavner-drengene i Bellami og Bell-Star.

Bedre og bedre med alderen
I midten af halvfemserne rykkede Kim Larsen som bekendt teltpælene op fra den københavnske stenbro, og fandt kærligheden på ny på Fyn. Der er ofte blevet sagt og skrevet om Larsen, at han toppede musikalsk med ”Forklædt som voksen” i midten af 1980´erne. Det synes jeg er noget sludder. Faktisk synes jeg, i modsætning til mange andre, at Larsen blev bedre med alderen. Han har for mig at se skrevet nogle af sine allersmukkeste melodier og mest dybsindige tekster i de senere år sammen med de fynske spillemænd i Kjukken. Det gælder fx sange med finurlige tekster om gadedrengen som i ”En af de få” på pladen ”Gammel Hankat” fra 2006, hvor det i første vers lyder: ”Jeg er en af de få, som der er mange af. Det er mig som du ser på gaden hver dag”. Det gælder også sange om ulykkelig kærlighed, som i ”På stranden” på pladen ”Luft under vingerne” fra 1998, hvor Larsen i omkvædet spørger: ”Hvorfor løb du din vej med ham? Vi passede så godt til hinanden, sikke en skam”. Måske ikke stor poesi, men iklædt Larsens drengede gadedrengecharme og hans øre for at skære en god melodi, går den alligevel rent ind hos mig. Og mon ikke også de fleste kan genkalde sig følelsen og Larsens hvorfor i sangen, når de tænker tilbage på en gammel kæreste. Jeg tror det.

Læs også BLOG: Med ét blev her stille

Larsen holder om 100 år
På det der desværre blev Kim Larsens sidste album, ”Øst for Vesterled” fra 2017, er det som om, at Kim Larsen i højere grad end tidligere kredser om livets helt store spørgsmål – dem, der handler om liv og død og om tro og eksistens. Det er derfor heller ikke så underligt, at flere præster – også her i Nordjylland – valgte at mindes Kim Larsen ved at skifte én af søndagens salmer ud med en sang fra Larsens sidste album. I sangen ”Den lige vej” synger Larsen fx om at gøre sit livsregnskab op og konstaterer i den forbindelse, at han har syndet, så det stod i stænger (det har vi jo alle sammen). I omkvædet synger Larsen, så det sikkert ville have glædet både Ingemann og Grundtvig: ”Så vis mig nåde og miskundhed, der var momenter af kærlighed og øjeblikke, hvor mit mismod ikke tyngede mig ned”.

Hvad mon de laver om hundrede år, hvis altså verden stadig består? Jeg ved det ikke, men jeg tror stadig, nogle af Kim Larsens sange synges rundt omkring i Danmark.

Tak for sangen, Kim!

OM BLOGGEREN

Christian Borrisholt Steen er foredragsholder, forfatter, familiefar og vendelbo med stort V. Han er cand.mag. i Samfundsfag og Psykologi fra Aalborg Universitet og har en masteruddannelse i etik og værdier i organisationer fra Aarhus Universitet. Han var i perioden 2012 til 2018 medlem af Det Etiske Råd.

Flere nyheder fra TV2 Nord