Blokhus FC får 200.000

Foto: Ib William Christensen (Arkiv)

Selvom Blokhus FC fik 100.000 mindre end de havde ønsket, så er formanden tilfreds.

Blokhus FC ser frem til at beholde sin plads i 1. division. De har nemlig fået et ekstraordinært tilskud på 200.000 kroner. Og selvom klubben havde ønsket sig 100.000 kroner mere, så er formand Mogens Frandsen yderst tilfreds.

- Jeg er helt utroligt glad og tilfreds. Det viser, at politikerne bakker klubben op. Jeg synes også, at det er en anerkendelse af, at klubben er et brand for kommunen, siger formand Mogens Frandsen til TV2/Nord.

Mogens Frandsen regner med, at pengene kan bruges med det samme, da de blandt andet skal bruges til at købe nye spillere. Transfervinduet lukker nemlig i slutningen af måneden.

- Vi har haft nogle spillere til prøvetræning, siger Mogens Frandsen til TV2/Nord.

Ifølge Mogens Frandsen har kommunen øremærket pengene til, at klubben kan bevare pladsen i 1. division samt at videreudvikle talentarbejdet. Præcis som klubben havde ønsket sig.

Borgmester i Jammerbugt, Mogens Gade, er enig i, at Blokhus FC er god reklame for kommunen.

- Det her er en markedsføringsaftale. Vi har jo som kommune heller ikke så mange penge til at markedsføre os selv, så der er Blokhus FC rigtig god reklame, siger borgmester Mogens Gade til TV2/Nord.

Mogens Gade oplyser, at Blokhus FC kan bruge pengene fra i morgen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord