Blokhus-profiler forlænger kontrakten

Foto: arkivfoto

Blokhus FC's topscorer bliver til 2012

De tre spillere René Bech, Rasmus Christensen og topscorer Nickolaj Thomsen har alle valgt at forlænge kontrakten hos den nordjyske klub.

- Vi er meget glade for at alle tre har ønsket at fortsætte i klubben, hvilket samtidig vidner om det sammenhold og den gode stemning, der er i truppen netop nu. Der har været forholdsvis stor udskiftning i spillertruppen de seneste par sæsoner, hvor klubben har udviklet sig meget. Derfor har det været vigtigt for os at få skabt stabilitet og kontinuitet omkring holdet, hvilket jeg mener er lykkes med disse tre forlængelser samt forlængelserne med Peter Tranberg og Christian Overby, fortæller en tilfreds Blokhus FC direktør Mogens Andersen.

Blokhus FC har en strategi om at satse på talentudvikling, og da alle tre spillere kommer fra lokalområdet, underbygger det bare klubbens ambition.

- Både Nickolaj, René og Rasmus er her fra området og har i ungdomsårene enten spillet i Jetsmark IF eller en anden af lokalområdets klubber. Det er med til at gøre dem til forbilleder for de unge spillere i området og de er et bevis på at det kan lade sig gøre. Det er dejligt at se og det er vigtigt for udviklingen af spillerne her i lokalområdet, slutter Mogens Andersen, som håber flere vil følge de tre spilleres eksempel i fremtiden.

Nickolaj Thomsen har forlænget frem til 30. juni 2012 og René Bech frem til 30. juni 2011, mens Rasmus Christiansens nye kontrakt løber frem til 31. december 2011.

Blokhus FC kan i øjeblikket nyde vinterpausen på førstepladsen i 2. division Vest.

Flere nyheder fra TV2 Nord