Bøder på vej for "vanvidssejlads" med vandscootere i Limfjorden

Mandag eftermiddag måtte Nordjyllands Politi på vandet for at stoppe fire unge mænd, der sejlede vildt på vandscootere.

Legen på vandet i Limfjorden blev mandag eftermiddag lige lovlig vild. Nordjyllands Politi fik nemlig flere anmeldelser om unge på vandscootere, som sejlede hasarderet mellem Limfjordsbroen og Jernbanebroen.

Derfor måtte politiet på vandet for at stoppe festlighederne. Det oplyser vagtchefen.

Ifølge anmelderne var tale om decideret vanvidssejlads, og det er også da forbudt at bruge vandscootere på det stykke i Limfjorden, fordi reglerne er, at der skal være mindst 300 meter til land.

Så nu kan de fire unge mænd, der i visse tilfælde kom tæt på badegæster ved havnekanten, se frem til bøder i størrelsesordenen 1500 til 3000 kroner.

Nordjyllands Politi havde dog ikke hjemmel til at beslaglægge vandscooterne, nu de var i gang.


Seneste nyt

fra Nordjylland