Børneasylcenteret i Skørping lukker: - Et spørgsmål om kroner og øre

Flere personer mister deres arbejde, efter Udlændingestyrelsen har valgt at lukke centeret.

Børneasylcenteret i Skørping lukker. Det bekræfter Asylcenter Vesterhimmerland, der blandt andet driver børneasylcenteret i Skørping. 

- Jeg kan bekræfte, at Børnecenteret lukker med udgangen af marts 2017. Personalet er blevet informeret, siger Lars Vestergaard, der er kommunikationskonsulent i Asylcenter Vesthimmerland, til TV2 Nord. 

Det er Udlændingestyrelsen, der har besluttet at lukke børneasylcenteret i Skørping. Tilbage i sepmteber blev der varslet om, at asylcenteret skulle skæres ned fra 80 pladser til 50. I den forbindelse ville 12 miste deres arbejde. 

Nu har Udlændingestyrelsen så valgt, at hele asylcenteret skal lukkes, og dermed mister yderligere 24 ansatte nu deres arbejde - angiveligt på grund af økonomiske årsager. 

- Det er vigtigt at understrege, at det ikke har noget med vores arbejde at gøre. Det er et spørgsmål om økonomi, siger Lars Vestergaard. 

- Det er en usædvanligt dyr adresse at drive. Man har sammenlignet med, hvad udgiften er per hoved. Der har det været uforholdsmæssigt dyrt, fortsætter han

Børneasylcenteret i Skørping har lige nu lidt over 60 børn boende. Det er endnu uvist, hvad der skal ske med dem, når centeret ved udgangen af marts lukker.  

 


Seneste nyt

fra Nordjylland