Bøgelund melder afbud til landsholdet

AaBs Kasper Bøgelund melder afbud til VM-kvalifikationskampene mod Malta og Albanien. Akillessenen volder problemer.

Kasper Bøgelund må igen melde fra til en landsholdsopgave, oplyser DBU.

Kasper Bøgelund var senest med i landsholdets to sidste kampe i 2008, efter han måtte melde forfald til efterårets første tre kampe.

Forud for venskabslandskampen mod Spanien i august måtte Kasper Bøgelund melde afbud på grund af overanstrengte akillessener. Forud for VM-kvalifikationskampene mod Ungarn og Portugal i september blev den gennem karrieren hyppigt skadesplagede spiller ramt af en fibersprængning i baglåret under én af træningerne på Helsingør Stadion. Aktuelt er igen akillessenerne, der volder problemer.

- Kasper har spillet mange kampe over en kort periode, og der er givetvis tale om ny overbelastning, kommenterer landstræner Morten Olsen om Kasper Bøgelunds seneste skade.

Som erstatning har Morten Olsen sendt bud efter Lars Jacobsen, der først i weekenden fik debut for sin engelske klub, Everton FC.


Seneste nyt

fra Nordjylland