Bøgelund tilfreds med holdets indstilling

De danske spillere var koncentreret kampen igennem, da Malta blev slået 3-0 i VM-kvalifikationen, og det glædede højrebacken Kasper Bøgelund fra AaB.

Kasper Bøgelund var tilfreds med holdets indsats efter den danske sejr på 3-0 over Malta i lørdagens VM-kvalifikationskamp, for holdet bevarede koncentrationen kampen igennem og bragte aldrig sejren i fare.

- Vores indstilling var 100 procent i orden. Jeg synes, at vi spillede en fornuftig første halvleg, hvor vi mere eller mindre lukkede kampen. Det eneste, der manglede, var, at vi manglede at score lidt flere mål, sagde Kasper Bøgelund efter kampen.

Han vendte tilbage til startopstillingen efter 14 måneder ude i kulden og gik fint med i kombinationerne, og han var da også selv godt tilfreds med sin egen indsats.

- Det gik fint. Jeg havde gode muligheder for at gå med i angrebsspillet, og det gjorde jeg så, lød det fra Bøgelund.

Han lagde op til Søren Larsens scoring til 3-0 kort inde i anden halvleg efter et dybdeløb til baglinjen.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland