Bogholder politianmeldt for bedrageri

En bogholder på en institution for psykisk syge i Sindal er blevet bortvist og politianmeldt for bedrageri.

En kvindelig bogholder er blevet meldt til politiet og er blevet bortvist, mistænkt for bedrageri. Kvinden har arbejdet som bogholder på den selvejende institution Helsegården i Sindal, og det er bestyrelsen, der har politianmeldt hende. Den kvindelige bogholder mistænkes for at have købt ting til sig selv med institutionens dankort.

Bestyrelsesformand for Helsegården, Peter Duetoft fortæller, at man endnu ikke kender omfanget af bedrageriet, men man frygter, at det drejer sig om omkring 370.000 kroner alene for 2011.

- Hvis det her viser sig at være rigtigt, så synes jeg, at det er bekymrende, at bedrageriet er foregået på en sådan måde, at ingen har opdaget det, siger Peter Duetoft.

Et revisionsfirma skal nu gennemgå sagen. Redegørelsen ventes at ligge klar i næste uge.


Seneste nyt

fra Nordjylland