Boi har krav på at blive statsborger i Danmark

En 23-årig kvinde, der er vokset op som adoptivbarn i Støvring, burde slet ikke skulle søge hverken midlertidig eller permanent opholdstilladelse i Danmark. Hun burde nemlig for længst være blevet statsborger.

Boi Gindeberg kom til Danmark 21. juli 2002, hvor hun sammen med sin søster flyttede ind hos deres biologiske mormor og hendes danske mand, Lars Gindeberg. Boi er på dette tidspunkt 11 år gammel.

27. august 2004 meddeler Statsamtet Nordjylland, at Boi og hendes søster Oei er bevilget adoption. I henhold til adoptionslovens paragraf 1 stykke 2 har adoptionen virkning fra 21. juli 2002, hvor børnene ankom til Danmark.

Men Statsamtet fortryder tilsyneladende et eller andet. I hvert fald modtager familien Gindeberg d. 3. marts 2005 et nyt brev, hvor adoptionen nu først gælder fra 27. august 2004. Familien Gindeberg får ikke at vide, at det senere vil få afgørende betydning for Bois fremtid.

Ifølge de danske adoptionsregler kan et barn nemlig opnå automatisk statsborgerskab i Danmark, hvis adoptionen sker inden barnet er fyldt 12 år - og ét af barnets adoptivforældre i forvejen er dansk statsborger. Begge disse krav var opfyldt, da Boi blev bevilget adoption.

Hvorfor Statsamtet Nordjylland ændrede sin afgørelse er stadig et ubesvaret spørgsmål, men ifølge advokat Lars Buurgaard, der hjalp Boi med at blive adopteret, har familien krav på en forklaring på afgørelsen, og skal også oplyses om deres ret til at påklage den.

- Jeg er chokeret over at stå i denne situation så mange år efter Bois adoption. Hun blev anerkendt som et dansk barn dengang og er jo kun blevet endnu mere dansk i alle de år der er gået, siger Lars Buurgaard.

De to nordjyske folketingsmedlemmer Bjarne Laustsen (Soc.dem.) og Preben Bang Henriksen (Venstre) går nu ind i sagen.

- Det er en skandale og det må bero på en fejl. Man kan ikke give et barn en adoption og dermed lov til at være i Danmark, og så komme mange år efter og true med at sende personen hjem. Det er ikke rimeligt, siger Bjarne Laustsen og bakkes op af sin Folketings-kollega fra Venstre.

- Som reglerne ser ud, er jeg ikke i tvivl om, at Boi Gindeberg fik ret til automatisk statsborgerskab, da hun blev adopteret som barn. Jeg vil opfordre hendes advokat til at søge om et statsborgerskab så hurtigt som muligt, så vi kan få den på bordet i Folketingets Indfødsretsudvalg.

Boi Gindeberg fik, som TV2/Nord kunne fortælle mandag, afslag på sin ansøgning om permanent opholdstilladelse fordi hun har modtaget kontanthjælp inden for de seneste tre år. Hvis ikke der sker nyt i sagen skal hun forlade Danmark senest 31. oktober 2015. Hendes søster Oei må blive.


Seneste nyt

fra Nordjylland