Bøje Larsen tager skylden

Aalborg DH's ejer kunne godt have fortsat driften, men trak stikket.

- Jeg troede sgu da på chancen ind til allersidste dag, siger Aalborg DH's ejer i torsdagens Nordjyske Stiftstidende.

Mandag blev klubben smidt ud af Håndboldligaen af DHF's disciplinærudvalg, fordi klubben ikke havde overført de 61.500 kroner til den fælles dommerrejsepulje, den var forpligtet til.

Ifølge holdejeren manglede pengene dog ikke. Han traf ifølge avisen et valg om at trække stikket på klubben, fordi klubben fortsat ville skulle kæmpe hver måned, når lønningsdagen nærmede sig for at finde pengene til spillernes løn.

- Det er den mest triste situation overhovedet. Og jeg er da ked af det på pigernes vegne, siger Bøje Larsen til Nordjyske. I avisen smider han endegyldigt håndklædet i ringen.

- Toget er kørt, og vi kom ikke med. Vi kan ikke gøre andet, jo vi kan anke, men det kan jeg ikke forestille mig, at vi gør, siger han til Nordjyske.


Seneste nyt

fra Nordjylland