Bolcheri skifter populært logo

Selvom Bolcheriet i Løkken og Skagen har stor succes, holder de ikke fast i det gamle, og snart er de klar til at skifte logoet - noget, der giver stor nervøsitet hos bolchefruen.

De fleste virksomheder bruger meget energi på at sikre- og holde fast i deres identitet og varetegn. Men det gør Bolcheriet i Løkken og Skagen ikke.

Løkkens kendetegn, Sømærket, har indtil nu været Bolcheriets logo. Og indenfor bliver der produceret bolcher, som der plejer, men noget nyt er under opsejling.

- Vi har behov for at have vores eget logo, noget der ligesom er os selv, siger Miriam Touray, indehaver af Bolcheriet.

Bolcheriet har haft sømærket som logo, siden butikken åbnede for første gang i 2001, men nu skilles de to parter.

- Vi elskede også vores sømærke, men når vi kommer længere væk fra Løkken og Skagen, så tror folk, det er et kinesisk tegn. Der er simpelthen så mange, der ikke ved, hvad det er, siger Miriam Touray.

Med udvidelsen og det nye logo følger der også en ny linje, der kommer til at udfordre bolchekogerne til det yderste.

- Vi kunne rigtig godt tænke os og se, hvor godt vi kan gøre det her. Hvor eksklusivt et produkt, vi kan lave, siger Thomas Brandt, indehaver af Bolcheriet.

Hver dag producerer de i Løkken 120 kilo bolcher, og det nye logo med tilhørende strategi sker ikke, fordi der mangler kunder.

- Vi kunne sagtens gøre, som vi altid har gjort, og det fungerer rigtig godt. Grunden til, vi gør det, er selvfølgelig vores eget ambitionsniveau, siger Thomas

Men midt i bolchemekkaet er der også en væsentligt bekymring ved ændringen.

- Jeg er simpelthen bange for, de bliver gale og kede af, vi har skiftet vores elskede sømærke ud, siger Miram Touray.

Bolcheriet er klar til at præsentere det nye logo i starten af juli


Seneste nyt

fra Nordjylland