Boldsen som blikfang

Prica, Boldsen og Jens Nielsen er blikfang i ny markedsføringskampagne for AaB.

Joachim Boldsen er allerede nu trukket i AaB-trøjen som blikfang i AaB's sæsonkortkampagne der blev indledt i maj og som fortsætter i såvel juni som juli måned.

AaB Håndbolds nye stjernespiller er spydspids i reklamekampagnen sammen med SAS Liga-topscorer Rade Prica og landsholdsspiller Jens Nielsen fra AaB Ishockey.

- Det er den største kampagne for sæsonkort i AaB's historie, fastslår AaB's marketingdirektør Dennis Kronborg i en pressemeddelelse.

- Med over 220.000 tilskuere på årsbasis til vores tre nuværende sportsgrene er AaB én af de absolut største underholdningsaktører, og med overtagelsen af Aalborg DH bliver eksponeringen absolut ikke mindre. Derfor ønsker vi med kampagnen at skabe både kendskab til vort sæsonkort-produkt samt at brande AaB som stedet at være for sportsoplevelser på absolut højeste plan, fortsætter han.

Kampagnen var iværksat inden offentliggørelsen af planerne vedrørende AaB Damehåndbold, hvorfor det er tre mandlige profiler, der er frontfigurer for kampagnen.

Kampagnen dækker store dele af region Nordjylland, med TV2/Nord, og Nordjyske Medier som primære mediepartnere.


Seneste nyt

fra Nordjylland