Boliger bliver hurtigt solgt

Salgstiderne på villaer og lejligheder i og omkring Aalborg er faldet markant. Boliger bliver nu solgt hurtigere i Aalborg end i Aarhus.

Det går ganske godt med boligsalget i og omkring Aalborg. Salgstiden er i flere postnumre halveret, og i Aalborg SØ tog det i fjerde kvartal af 2013 gennemsnitlig kun 76 dage at sælge et hus, viser beregninger fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.

- Tallene viser, at Aalborg har vristet sig fri af krisen. Større byer har en kæmpemæssig tiltrækningskraft, og Aalborg har succes som en attraktiv by. Der er investeret meget i den - ikke mindst infrastruktur- og erhvervsmæssigt, men også på fx kultur- og uddannelsesområdet, og det har givet gevinst, siger ejendomsmægler Palle Ørtoft, som er indehaver af syv nordjyske Nybolig-forretninger.

Salgstiderne på ejerlejligheder har i Aalborg og Nørresundby nået det laveste niveau siden 2006. I Nørresundby er ejerlejlighederne i gennemsnit kun til salg i 85 dage, før en køber er fundet.

På husmarkedet har kun Klarup oplevet, at salgstiderne steg markant fra 2012 til 2013. Det er dog ikke noget, som bekymrer Nybolig-mægleren.

- At det går lidt langsommere i Klarup, er kun udtryk for noget forbigående, for det er et godt boligområde. Mange flyttede dertil i 2011 og 2012 i nye udstykninger, og opførelsen af det nye universitetshospital i nærheden vil uden tvivl få en positiv, afsmittende effekt på hussalget i Klarup, lyder vurderingen fra Palle Ørtoft.


Seneste nyt

fra Nordjylland