Boligpriserne stiger hastigt i flere yderkommuner

En ny boliganalyse viser, at boligpriserne stiger hastigere i enkelte nordjyske yderkommuner end i resten af landet.

Siden finanskrisen ramte Danmark i 2008 har flere nordjyske kommuner som Hjørring, Jammerbugt Kommune og Morsø været ramt af lave boligpriser.

Men nu viser en ny analyse fra Boligsiden.dk, at det ikke står så skidt til med salgspriserne i de nordjyske yderkommuner. De har nemlig nogle af de mest hastige prisstigninger per kvadratmeter i landet. 

- Jammerbugt Kommune i Nordjylland er fanebærer på prisudviklingen blandt de pågældende kommuner. Siden 2009 er salgspriserne på huse steget med knap 35 procent og befinder sig nu over niveauet inden finanskrisen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

- Det skal selvfølgelig nævnes, at en enkelt kvadratmeter her koster 5.000 kroner mindre end gennemsnitshuset, og det er klart, at det er nemmere at rykke ved den procentvise udvikling, når tallene er forholdsvis lave. Alligevel er der tale om en solid udvikling. Priserne er steget fem år i træk, og derfor begynder vi at kunne tale om en reel tendens, fortsætter hun.

Også i Morsø Kommune og Hjørring Kommune er stigningen på boligpriserne højere end i resten af landet. 

- Der er stadig store udfordringer på landet, fordi forholdet mellem arbejdspladser og bosætning spiller en så afgørende rolle. Men selvfølgelig er det værd at fejre, at der i flere kommuner sker en positiv udvikling, der nogle steder ligefrem overhaler landsgennemsnittet, siger Steffen Damsgaard, formand for for Landdistrikternes Fællesråd, der arbejder for at sikre gode vilkår for bosætningen i landdistrik­terne. 

De gode takter spottes dog ikke på alle parametre. Hussælgerne i yderkanten af landet har stadig et stykke igen, når det handler om salgstider. I perioden fra januar til og med juli måned i år tog det i gennemsnit 184 dage at sælge et hus i Danmark. Det tilsvarende tal for kommunerne langs vest- og sydkysten er 265 dage.

 
 
Foto: boligsiden.dk

Seneste nyt

fra Nordjylland