Bombelignende genstand fundet i Skagen

En bombelignende genstand er i morges trukket op fra havet i Skagen. Området har været afspærret, mens bomberyddere har undersøgt genstanden, der dog viste sig at være ganske ufarlig.

Bomberyddere blev her til morges tilkaldt til Fragtkajen i Skagen, efter en litauisk fiskekutter havde fået en genstand i nettet, som så mistænkelig ud.

Anmeldelsen lød klokken kvart over otte, og herefter sendte Nordjyllands Politi et billede til politiets ammunitionsrydningstjeneste (EOD). Billedet fik bomberydderne til at reagere på anmeldelsen, og klokken 12.30 ankom de til Skagen.

Det er uvist, hvad det er for en genstand, men Henrik Beck, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, beskriver den som en stor og lang kæde med en genstand tilknyttet, som kan ligne en bombe.

Molen ud til fiskekutteren var afspærret, mens bomberyddere afsøgte området.

Genstanden har befundet sig i vandet i længere tid. 

Alarmen afblæst

Klokken 16.20 har Nordjyllands Politi så fået den endelige konklusion fra politiets ammunitionsrydningstjeneste.

- Vi har fået oplyst fra EOD, at der ikke var tale om hverken sprængstof eller ammunition, men en del fra en gammel bøje, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen til TV2 Nord.

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland