Bombet med bestillinger: Unge iværksættere hitter på Facebook

Via de sociale medier er to unge nordjyder blevet succesfulde møbelsnedkere.

Det er gået stærkt. Endda rigtigt stærkt for Nicolai Adamsen og Mads Severinsen. For hvad der startede som en hobby ved siden af studiet tilbage i december, har udviklet sig til et kæmpe hit på Facebook og Instagram. Med stor succes sælger drengene skræddersyede træmøbler, som de selv designer.

- Det er lidt af en overraskelse, at vi står, hvor vi gør nu, siger Nicolai Adamsen.

MANI Pine eller Sloejd, som møbelfirmaet i fremtiden kommer til at hedde, omsatte i sidste måned for 70.000 kroner.

- Det er nok en blanding af, at vi har en masse idéer, og at vi bare kaster os ud i noget nyt, forklarer Mads Severinsen om den rekordhurtige succes.

Det hårde slid er heller ikke gået uset hen. Brugskunstfirmaet Lene Bjerre Design låner lige nu et værksted ud til de to nordjyder.

- Når man møder dem, kan man mærke det engagement og den indlevelse, som de har - det var lige nøjagtigt det, der gjorde, at vi tænkte, at det her var nogle fede typer, siger Bjarne Poulsen, direktør i Lene Bjerre Design.

Virksomheden ekspanderer hver dag, bestillinger på møblerne er daglige, og firmaet er snart ude med katalog, hjemmeside og et nyt navn.

Om et år er de to drenge færdige med at læse til serviceøkonom, og herefter drømmer de begge om at drive virksomheden videre på fuld tid.

- Jeg tror, vi har mulighederne for at nå langt. Det er en ekstrem svær branche at gå ind i, men hvis det bliver ved at gå, som det gør nu, skal det nok gå fremad, slutter Nicolai Adamsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland