Tekniske problemer: Bompenge i Lufthavn udskudt

Efter planen skulle taxichaufførerne fra 1. februar til at betale bompenge i Aalborg Lufthavn: Det er på grund af tekniske problemer udskudt til 1. marts.

Bommen skulle være gået ned fredag morgen for de taxaer, der ville hente kunder i Aalborg Lufthavn. Lufthavnen har nemlig tænkt sig at indføre et betalingssystem, så taxaerne skal betale otte kroner for at samle passagerer op i lufthavnen.

Problemer med at få leveret den tekniske løsning omkring bompengene har dog gjort, at Aalborg Lufthavn har udskudt at indføre systemet til 1. marts.

Mange taxachauffører har været oppe i det røde felt med udsigten til at skulle betale for at hente kunder i lufthavnen. Nogle har endda truet med at blive væk. En trussel lufthavnen tager helt med ro. 

quote Vi mener jo, at dette system i sidste ende vil hjælpe chaufførerne.

Søren Svendsen, direktør, Aalborg Lufthavn

- Vi mener jo, at dette system i sidste ende vil hjælpe chaufførerne. Det vil fortælle dem præcis, hvor mange taxaer, der er brug for, så de ikke køre forgæves herud. Vi tror ikke det bliver et problem, at der mangler taxaer herude, for de vil jo gerne køre derhen, hvor der er kunder, siger Søren Svendsen, direktør, Aalborg Lufthavn.

Dette nye system skal sikre, at der altid er taxaer nok til flypassagerne om morgenen. Chaufførerne selv er dog skeptiske over, om det nye system vil fungere. En taxachauffør Ole Nielsen mener, at det vil koste ham op til 30.000 kroner om året, at lufthavnen indfører denne afgift. 

- Det er ikke fair, at vi skal betale penge, selv om vi kan ende med at køre tom herfra, sagde taxachauffør Ole Nielsen, til TV2 Nord da nyheden om bompengene kom ud. 

Du kan se et indslag fra december 2018, da nyheden om bompengene blev offentliggjort. 

Bompengene skulle først være indført pr. 1 januar, men det blev udskudt til 1. februar. Det er nu så igen udskudt til 1. marts. 


Seneste nyt

fra Nordjylland