Boom i børn, men ikke i børnehave-pladser

I Klarup skal man være heldig for at få passet sit barn inden for bygrænsen, hvis barnet er i børnehavealderen.

40 børnehavebørn er lige nu i overskud i Klarup i forhold til byens antal børnehavepladser. Klarup har udviklet sig meget i de seneste år, men pasningsmulighederne er ikke fulgt med, og det skaber problemer for mange familier i det sydøstlige Aalborg.

Børnene bliver i stedet sendt til en børnehave i nabobyen Storvorde, men at køre børnene fra Klarup til Storvorde er en dårlig løsning, mener mange af forældrene, som håber at Aalborg Kommune vil bygge mindst en ny daginstitution.

- Vi har valgt at købe hus i Klarup, fordi vi gerne vil have vores datter skal gå i børnehave med nogen, som hun skal fortsætte i skole med og have en rigtig god barndom og opvækst i samme by, som vi bor i, siger Gitte Fisker Andersen, der er en af de forældre, der må sende sit barn i børnehave i Storvorde.

Igennem de seneste år er der sket en stor udvikling af området sydøst for Aalborg. Mange børnefamilier har slået sig ned, og endnu flere på vej. Cirka 200 nye parcelhuse er blevet bygget, og 23 nye grunde er allerede udstykket.

- Infrastrukturen her skal bare passe til det, der sker. Kommunen laver selv planer om udstykninger herude på livet løs, men de følger bare ikke rigtig op på det med hensyn til pasning af børn, siger Brian Nielsen, der er formand dagtilbudsbestyrelsen Sydøst Aalborg.

Det er cirka en fjerdedel af børnehavebørnene fra Klarup, der er henvist til Børnehaven i Storvorde.

Aalborg Kommune har tidligere afvist at bygge nye daginstitutioner i Klarup, fordi kommunen mente, at børneboomet var midlertidigt.

- Jeg synes ikke, det er i orden. Jeg synes, at politikerne skal få vedtaget og få på budget, at nu skal vi have den børnehave her i Klarup. Det kan kun gå for langsomt, det skulle have været planlagt for længe siden, siger Brian Nielsen.

I det næste halve år bliver 15 andre børn fra Klarup også klar til Børnehaven, men nu hvor Vigen er fuld, ved de ikke, hvor de får pladser.


Seneste nyt

fra Nordjylland